Øhyggeligt ophold på Agersø

Daniel og jeg har været så heldige at låne et sommerhus på Agersø, og der har vi tilbragt de sidste 5 dage med at hygge, gå lange ture, sole os om dagen, grille om aftenen i haven og se serien i sengen om aftenen. Jeg har også fået skrevet en del sider på min bog, hvilket bare er fantastisk. Tænk sig, at man sådan kan tage i sommerhus på en (næsten) øde ø, slappe af og få lavet en hel masse arbejde, uden det føles hårdt overhovedet!

I næste uge tager vi til London, hvor vi skal lege turister i en hel uge. Jeg har besøgt byen mange gange før, men det er første gang, jeg skal derover på ferie-måden og bo på hotel. Det glæder jeg mig vildt til, for jeg elsker simpelthen den by.

Nå, men tilbage til Agersø. Vi tager hjem i morgen, og det bliver nu også dejligt. Vi har begge fået ladet op på naturfronten, er solbrændte og desværre også fulde af myggestik på arme og ben. Det er lidt træls, men det er jo en del af charmen ved at opholde sig på landet. Vi kommer til at savne den grønne have med hyppige besøg fra naboens høns, haner og katte, og så kommer vi til at savne at ligge og dase i solen og læse. Men jeg savner også vores lejlighed og København, og det er jo godt, at man trods alt gerne vil hjem igen til sit eget, når man sådan er ude.

Jeg elsker, at hver gang, jeg er væk hjemmefra, føles det som om, alting falder på plads inde i mit hoved. Når jeg får mine vante omgivelser lidt på afstand, reflekterer jeg på en anden måde over min hverdag, og det gør, at jeg har nemmere ved at sætte ting i perspektiv og værdsætte, hvad jeg har. Det er det, jeg elsker ved at rejse og opholde sig andre steder. At savne hverdagslivet og glæde mig til at vende tilbage til det.

Min nye yndlingsmotion

Long time no blogindlæg, men her har I mig online igen. Selv tak. Jeg har haft en masse ting at se til offline, så bloggen har måttet stå lidt stille hen den seneste tid. Nu er tiden og lysten tilbage til at blogge, og det føles dejligt.

Noget andet, der også føles helt fantastisk er, at jeg endelig har fundet mig en motionsform, som jeg virkelig elsker. Jeg har altid været glad for at cykle lange ture for at stresse af, og sidste år købte jeg en mountainbike, så jeg rigtigt kunne komme på cykelture i naturen. Jeg fik ikke brugt den så meget, som jeg håbede sidste år, men det har jeg besluttet mig for at ændre på denne sommer. Så i dag cyklede jeg op ad Strandvejen, ligesom jeg har gjort så mange gange før, men denne gang besluttede jeg mig for at bevæge mig ind på flere skovstien, end jeg plejer. Og det var skidesjovt og hårdt og udfordrende, men mest af alt fantastisk!

Jeg mærkede faktisk en snært af den der følelse, jeg husker fra barndommen, når jeg cyklede ud på eventyr i det kvarter, vi boede i. Selvom jeg hver dag cyklede rundt på det samme område på maksimalt en kvadratkilometer, mens jeg ventede på, min storebror skulle komme hjem fra skole, så føltes det som om, at hele verden lå for mine føder og alt var nyt og spændende hver evigt eneste dag. Sådan havde jeg det også i dag, da jeg cyklede i Dyrehaven. Det var sjovt og anderledes og superfedt.

Jeg var helt kvæstet, da jeg vendte næsen hjemad. Turen endte også med at blive 50 km i alt, så det var uden tvivl en god omgang motion, jeg udsatte kroppen for i dag. Det sjove er, at jeg faktisk slet ikke får ondt i benene, når jeg cykler så langt. Det er ryggen og lænden, det går værst ud over, fordi jeg bruger en del kræfter på at holde mig ordentligt oprejst, når jeg cykler afsted. Så det er bare med at hænge i og komme afsted noget oftere, så jeg kan få bygget min krop stærk igen.

Så nu ved jeg det. Det er simpelthen mountainbike-ture i skoven, der er min nye yndlingsmotionsform. Godt, jeg fandt ud af det i dag. Og nåeh ja! Da jeg cyklede afsted ud mod Skodsborg, kom jeg forbi et skilt, hvor der stod “Frederik VII’s grotte”. Den havde jeg aldrig set før, så den måtte jeg lige tjekke ud. Så man lærer også nyt, når man er afsted på den måde. Hurra!

Narkoheste og nyt, grimt fængsel

Det er den 1. april i dag, og som traditionen er her i Danmark, så har medierne, ministerier, forbund og så videre været ude i dag med en masse aprilsnare. Nogle selvfølgelig bedre og sjovere end andre. Jeg faldt over disse to, som jeg fandt ret så sjove.

Politiets aprilsnar om narkoheste

Åh altså! Den her er sjov, synes jeg. Især detaljen om, hvordan man opdagede, at hestene havde næse for hash, da de havde “et markant ændret reaktionsmønster” under træning i nærheden af Christiania. Eller denne passage til sidst i opslaget:

“Bliv derfor ikke overrasket, hvis du fremover møder et 650 kilo tung og 1,70 meter højt muskelbundt med en virrende hestemule, der er i færd med at afsøge en lastbil eller en sending kufferter, når du krydser grænsen til Danmark eller lander i en dansk lufthavn efter en god ferie.”

Smart, med en af de harmløse aprilsnare af slagsen, hvor man som sådan ikke går ind og blander sig særligt meget i en specifik politisk debat. Godt gået af en seriøs og vigtig myndighed, synes jeg, og dejligt, at der også er tid og plads til et humoristisk bidrag fra deres side. 

Fængselsforbundets aprilsnar om et nyt, grimt fængsel på Amager Fælled

Den her er også i topklasse. Fordi den kommer fra Fængselsforbundet, er det ok, at den blander sig i politiske debatter og går ind, og rusker båden lidt. Jeg synes blandt andet især, at detaljen om, at det er Bjarke Ingels Group, der skal stå for opførelsen af et grimt fængsel, og at Claus Meyer skal stå for maden, fordi han har stor erfaring med myrer og andre spiselige insekter, er fantastisk.

“Det glæder den kendte kok: ”Nu hvor pengene ikke bliver spildt på kunst til væggene, er der jo penge til at hyre en som mig,” siger Claus Meyer…”

Og det er også skidesjovt, at fængslet skal ligge på Amager Fælled, da der jo har været så meget polemik omkring at bygge på den del af Amager. Aprilsnaren her rammer plet på så mange punkter, synes jeg. Vi bygger et grimt fængsel midt i Amager Fælled (laaangt fra Falster og hvor der er masser af plads lige midt i hovedstaden), bruger ikke penge på kunst, men ansætter en kendt kok og bruger en kendt arkitekt til projektet, så vi er sikre på, det bliver grimt nok. Og så skal de indsatte spise myrer og andre insekter, i stedet for at købe ind og lave bøf bearnaise selv. Desuden bliver fængslet robotstyret, så der kun bliver brug for fængselsbetjente ved modtagelsen:

”Ligesom i de nye fuldautomatiske parkeringshuse, skal politiet blot aflevere fangerne ved porten, så bliver de automatisk placeret på ledige celler. Det hele er robotstyret,” fortæller arkitekten henrykt.

Igen, cadeua til Fængselsforbundet for at finde på så genial en aprilsnar!

Du kan læse hele aprilsnaren som pressemeddelelse her.

Hvilke aprilsnar-artikler synes du, var de bedste i år? 

Vores lille pelsven er død

Det skete noget rigtigt trist i tirsdags. Efter vi havde spist aftensmad, og vi var i gang med at rydde bordet for tomme tallerkner og gryder, lagde Daniel mærke til, at vores lille hamster, Numsekatten, lå meget stille i sit gennemsigtige plasticrør i sit bur. Jeg brægede en eller anden dum kommentar ude fra køkkenet om, at den nok var død, mens Daniel åbnede buret og forsøgte at prikke til det stakkels, lille dyr.

Der skete ikke noget. Den bevægede sig ikke. Jeg kom til og forsøgte at lirke lidt til røret, men der skete stadig intet. Normalt kom Numsekatten hurtigt på benene og begyndte at plage efter melorm, når vi rumsterede ved buret, men denne gang var der ingen reaktion. Og så var det, at jeg opdagede, at det lille kræ slet ikke havde rørt de mange melorm, jeg havde drysset ned til den aftenen før, da jeg gav den mad og vand inden sengetid.

Hvis Numsekatten ikke havde spist alle sine melorme rub og stub, så var der noget galt. Det var vi begge klar over, så vi kiggede ængsteligt på hinanden, og jeg stak en finger ind i røret og prikkede lidt hårdere til den lille pelsklump. Ingen reaktion. Nu stod det klar for os begge. Der var noget galt.

“Den kan da ikke være død”, sagde jeg vantro til Daniel. “Jeg kiggede til den, inden jeg gik ud ved middagstid. Der lå den bare og sov, og jeg kunne se, at den trak vejret, fordi dens mave bevægede sig…”.

“Jeg tror altså, den er død”, svarede Daniel stille.

Og det var den desværre. Ikke engang 2 år gammel, selvom det vist er gennemsnitsalderen for en dværghamster. Vi var rystede. Også selvom vi begge var klar over, at sådan en lille fyr ikke lever for evigt, og at vi kun havde den på lånt tid. Men holdt kæft, hvor var det trist at finde sit lille kæledyr helt livløs på den måde.

Og det føles stadig trist, at den ikke er der til at rumstere rundt i sit bur, og at der ikke er nogen, der skal have frisk vand og melorm, inden vi andre går til køjs længere. Det er utroligt, at man kan blive så glad for sådan en lillebitte pelsting, der jo egentlig bare lå og så sød ud og sov hele dagen. Det var jo hverken en hund, en kat, en hest eller et mennesker. Bare en lille, fjollet numsekat. Men hold kæft, hvor vi savner den nu.

Hvil i fred, lille pelsfyr. Du var det bedste kæledyr i hele verden!