Jul i det lille hjem

Torsdag aften lavede jeg et fuldbyrdet jule-psykopat-pynte-overgreb på vores lejlighed. Eller det var faktisk mest stuen, det gik ud over, for om fredagen fik vi besøg af nogle af Daniels venner og mine søskende og svigerinde. Vi holdte en lille julefrokost i stuen med alt for meget mad, juleøl og hygge. Det var en ganske god måde at skyde julemåneden i gang!

Jeg bestemte mig for at gå all-in på julepyntningen i år, så først på ugen bestilte jeg denne kunstige gran-guirlande fra Harald Nyborg med lys, som jeg modtog torsdag eftermiddag. Lige i tide, så den kunne nå at komme op inden fredagens udskejelser. Den kostede kun 98 bobs + 9 kr. i porto, og den er alle pengene værd! Den hænger så fint i vores loft nu. Jeg hængte lidt af vores julekugler fra sidste års juletræe på den, og det er helt perfekt. Man kan faktisk ikke se på afstand, at både gran og kugler er af plastik.

Det lykkedes mig for resten at tabe tre af kuglerne ned på gulvet, mens jeg hængte lortet op, og der var jeg virkelig glad for, at de i stedet for at gå i smadder, hoppede op til mig igen, som om de var hoppebolde. Smart, hva? Længe leve plastik-julepynt, der ligner the real deal…

Trist

Som de fleste her i landet nok har hørt og set i nyhederne, så blev radiovært Nedim Yasar dræbt efter sin bogreception i Nordvest-kvarteret mandag aften. Jeg var meget chokeret, da jeg fandt ud af det i går formiddags. I første omgang lød det, at han ikke var død, men i kritisk tilstand, og så kom den endelige melding om, at han var død om eftermiddagen.

Jeg havde egentlig tænkt mig ikke at blogge om det, for jeg har en vis aversion overfor, når folk bruger andres ulykke og død til at hævder sig selv og sine holdninger online og på social medier.

I går følte jeg dog selv virkelig en voldsom tristhed og vrede over, hvad der var sket. For Nedim Yasars tragiske død handler om så meget mere end blot en enkeltperson, der er gået bort alt for tidligt og på uretfærdig vis. Det handler også om, hvorvidt det overhovedet er muligt at vende et kriminelt og skadeligt miljø ryggen og starte på en frisk og om ytringsfrihed. Friheden til at fortælle om forhold i skadelige og lukkede miljøer, når man ikke længere er en del af dem, og ja, om friheden til at sige sin mening i den offentlige debat.

Jeg har i et par år nu været stor fan af radioprogrammet Politiradio på Radio24syv, hvor Nedim var vært sammen med Sebastian Richelsen og Marie Louise Toksvig. Sidstnævnte er faktisk forfatteren bag Nedims bog, som der som nævnt var reception for den aften, han døde. Radioprogrammet har givet et unikt indblik i forskellige former for kriminalitet i Danmark, hvor værternes meget forskellige baggrunde hver har tilført programmet noget unikt. Her havde Nedim en vigtig rolle som tidligere bandeleder og med erfaring fra livet i fængsel og fra politiets exit-program. Der var ingen tvivl om, at han sagde sin mening, og at han virkelig brændte for at give sin erfaring videre og hjælpe andre mennesker, blandt andet ved at uddanne sig til pædagog og holde foredrag.

Jeg kommer til at savne at lytte til Nedim hver søndag, hvor jeg i lang tid har lyttet til podcast-versionen af Politiradio, og jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om, hvem der kan tage hans plads som fortaler for, at unge kriminelle skal bryde med de dårlige miljøer, de færdes i. Der er ikke mange, der har gjort som han. Har brudt med sin fortid i bande- eller rockermiljøet og bagefter fortalt om det offentligt.

Og så kan visse folk bare komme med alle deres forargelser over, at man hædrer en tidligere bandeleder for at bryde med sin kriminelle fortid og leve et normalt og lovlydigt liv som alle andre gode borgere. Tænk sig, at han har fået job som radiovært og en rolle i en dramaserie?!?! Hvad beundringsværdigt er der i det, han har gjort? Skal vi nu til at give medaljer til alle 2. generationsindvandrere, der opfører sig ordentligt?

Det er overhovedet ikke det, det handler om. Det handler om, at vi skal hjælpe folk, der vil forbedre sig, og som vil inkluderes i samfundet igen, også selvom de måske ikke har den fineste fortid. Det handler om, at vi skal opfordre andre til at følge Nedims eksempel, og om at vi skal forebygge, så unge i belastede områder og miljøer ikke ender i bander.

Jeg fatter ikke, at folk ikke forstår, at det gavner alle, hvis vi hjælper tidligere kriminelle med at holde sig straffri. Det er jo for katten det, der er hele formålet med resocialisering. Hvis man ikke synes, den enkelte kriminelle har fortjent at blive hjulpet, så se det dog fra et økonomisk perspektiv. En lav recidiv gavner alt andet lige hele samfundet, frem for at der skal bruges flere penge på den enkelte kriminelle til nye fængselsophold eller på erstatning for ny kriminalitet.

Nå, hele diskussionen om, hvorvidt lange og hårde fængselsstraffe reelt virker og gavner samfundet, kan vi tage en anden gang. Det er en langhåret diskussion. Jeg ved egentlig heller ikke helt, hvad jeg vil med det her indlæg, andet end at udtrykke min tristhed over, at Nedim Yasar ikke er her mere. Og så vil jeg opfordre folk til at gå ind og lytte til Politiradio, som er tilgængelig både online og på podcast (blandt andet i iTunes). Nedim gjorde det skidegodt i programmet, og jeg vil savne hans stemme fremover.

Læs også Sebastian Richelsens nekrolog: “Min ven og min kollega Nedim Yasar havde min største respekt”

Victoriatiden i Assassin’s Creed Syndicate

I går, da jeg sad og søgte på YouTube efter dokumentarer om London i 1880’erne, faldt jeg tilfældigvis over en video, hvor den britiske historiker og forfatter, Lee Jackson, spillede Assassin’s Creed Syndicate.

Lee Jackson har skrevet en række fiktive romaner, der foregår i Victoriatidens London, og er også manden bag websiden Dictionary of Victorian London, der indeholder en masse informationer om datidens arkitektur, kulturliv, samfundsforhold, politik og en masse andet, der relaterer sig til livet i London fra cirka 1840-1900.

Det er lidt sjovt at høre Lee Jacksons reaktion på grafikken og London i spillet, og jeg må også sige, at det ser vildt fedt ud. Så jeg overvejer at købe/ønske mig spillet i julegave, for det ser enormt inspirerende ud, og det er sikkert en ganske god måde at leve sig lidt ind i datidens London.

Historien i spillet foregår i 1868, så det er lige lidt tidligere, end handlingen i min bog, men jeg tænker, at jeg sikkert stadig kan suge lidt stemning til mig. Min hovedperson, Elvira Madigan, optrådte jo i London i 1885-1886, så jeg kommer til at skrive om byen i min bog. Det er faktisk en af de passager, jeg glæder mig allermest til at skrive.

Hvad synes du? Kan man bruge et spil som dette til noget som helst, når man researcher til en historisk roman?

Operation drømmeliv

Jeg er typen, som er bedst til at gøre ting, når en underviser eller en chef står og banker mig oven i hovedet med en deadline og en masse krav. Jeg er elendig til at gøre ting, der kun har konsekvenser for mig selv, hvis jeg ikke får dem ordnet. Det skøre er dog, at jeg allerhelst vil arbejde selvstændigt og planlægge min egen dag. Det er noget af et paradoks!

Derfor er den her manglende selvdisciplin noget, jeg er nødt til at arbejde med, så jeg kan få så meget ud af min “ledighed” som muligt. Ledighed er et helt forkert ord at bruge i denne sammenhæng, for jeg arbejder jo hver dag på min bog, men med ledighed mener jeg, at jeg ikke har en chef til dagligt for tiden, men arbejder for mig selv. Jeg har lidt konsulent-opgaver hist og her, men dem er der altid en deadline på, så dem får jeg skudt afsted.

Når det kommer til mit bogprojekt, hvor jeg selv skal administrere min tid og mit arbejde, så halter det desværre lidt med at være effektiv på de rigtige tidspunkter. Jeg er et udpræget B-menneske, der bedst kan lide at sove længe og være sent oppe om natten. Derfor har jeg den sidste tid forsøgt at forskyde min dag og arbejde B-menneske-agtigt, men det fungerer alligevel ikke rigtigt for mig. Så nu prøver jeg at sadle om og indføre A-menneske-principper i mit liv.

Derfor stod jeg i morges op samtidig med Daniel og var allerede klar kl. 8 foran computeren. Jeg brugte weekenden på at forsøge at sætte mig nogle mål for mit liv og min fremtiden. Det lyder meget flot og prætentiøst, ikke? Men det er åbenbart det, jeg har manglet. At jeg havde et defineret formål med de ting, jeg går og gør.

Jeg er desværre typen, der har problemer med depression i perioder. For nogle år tilbage røg jeg ned en i ordentlig omgang stress og angst, fordi jeg simpelthen kørte mig selv flad med alt for mange forventninger til mig selv og alt for lidt forståelse for, hvordan min hjerne fungerer. Jeg er blevet meget bedre til at opfange signalerne, når jeg føler stress og angst, men det har også gjort, at jeg på en eller anden måde er blevet mere ligeglad med mange ting og derfor mindre engageret i at præstere og få ting gjort. Det er nok en form for forsvarsmekanisme, at jeg har sænket mit eget ambitionsniveau for mig selv og er blevet en mere nøjes-type. I lang tid har jeg haft fokus på at hygge mig og slappe af, men det er nu blevet til en anden form for stress og angst, hvor jeg ikke føler, at jeg får nok ud af mit liv og mit potentiale. Ingen, det er noget af et paradoks!

Nå, men jeg satte mig ned i går og forsøgte at definere, hvad det egentlig er, jeg vil med mit liv. Jeg faldt for nogle dage siden over denne blog, som blandt andet forklarer en masse omkring at sætte mål og administrere sin tid. Den er temmelig amerikansk, men en del af principperne giver mening for mig, især dette indlæg om, hvordan man planlægger “det bedste år”. Bloggen er naturligvis lavet for at promovere bloggerens online-kurser, men hun fortæller alligevel en masse omkring teknikkerne, og jeg kunne nemt sætte det i perspektiv til mit eget liv og dermed skabe nogle principper for mig selv.

Hele ideen om at planlægge og definere mit drømmeliv tiltrækker mig meget. Mennesker agerer ud fra de følelser og tanker, de har omkring de forhold, de lever under. Tanker og følelser er imidlertid bare noget, der eksisterer inde i vores hoveder, så hvis vi kan ændre vores negative tanker og følelser omkring bestemte situationer og forhold, så kan vi ændre vores egen virkelighed. Fine ord igen, hva? Men prøv lige at tænke lidt over det.

Hvis man for eksempel har oplevet noget ubehageligt i sin fortid, så skal man forenklet set prøve at vende tankerne omkring fortiden til noget positivt. Prøve at fokusere på de ting, man har lært og som har gjort én til den, man er i dag. Smide offerrollen og bruge den erfaring, man har fået. Det er nemt at sige, men jeg føler, der er noget om det. Det er jo også det, positiv psykologi handler om. Fokusér på det gode og drop bekymringerne omkring det negative.

Summa summarum, så forsøger jeg at gribe min hverdag an på en anden måde fra i dag af. Jeg kommer helt klart til at fortælle mere om dette her på bloggen og vil også prøve at ridse op, hvad det er, jeg er kommet frem til i forhold til at definere mit drømmeliv. Det har været lidt af en øvelse, men jeg synes, jeg er blevet mere fokuseret og har fået mere klarhed omkring en masse ting. Nu er det bare spændende, om jeg kan føre mine planer ud i livet, men jeg føler mig virkelig motiveret og fokuseret.

Nu vil jeg gå over og træne. Ja, du hørte rigtigt! It is really happening!

 

A trip down memory lane

I weekeden var Daniel og jeg i Jylland, hvor Daniel skulle spille snooker-turnering i Horsens. Fordi Daniel var megasej og vandt sine kampe lørdag, skulle vi blive og overnatte i det jyske, så han kunne spille videre om søndagen.

Vi søgte derfor på billige hoteller i nærheden af klubben i Horsens, og vupti, så poppede Cabinn i Vejle op i Google-søgningen. Jeg er født og opvokset i Vejle, og har hele min barndom været betaget af “Hotel Australia” nede i centrum. Før i tiden var det et fornemt hotel med fin restaurant i stueetagen, men i dag huser det 11. etager høje hus altså et Cabinn-hotel.

En overnatning kostede kun 600 kr. for os begge, så det passede lige på det, vi søgte efter. Jeg var helt oppe at køre over, at jeg endelig skulle opleve “Hotel Australia” indefra og Vejle oppefra, så selvom værelset var med køjeseng, så var jeg meget begejstret.

På turen fra Horsens til Vejle smuttede vi også forbi Bilka, som jeg har besøgt mange, mange gange i min barndom. Det var virkelig sjovt at se butikken indefra igen, nu hvor der er gået mere end 10 år, siden jeg sidst har været der. Alt var ændret, og butikken mindede mere om en Target-butik i USA end den Bilka, jeg er blevet vant til ude i Field’s her på Amager. Det er sjovt, at der er så stor forskel på pladsen i Jylland og i Københavns-området.

Da vi fik os indlogeret på hotellet i Vejle, tog jeg omkring en milliard billeder ud ad vinduet. Vi fik et værelse på den øverste etage, så udsigten var i top. Det skal dog lige bemærkes, at jeg sov elendigt om natten. Selvom jeg selv meldte mig til at ligge øverst, så er jeg sgu blevet alt for gammel til at ligge i en 80 cm bred seng 2 meter over jorden, med en kant på 10 centimeter hele vejen rundt om madrassen og med en armlængdes afstand til loftet. Jeg kan forestille mig, at det føles nogenlunde på samme måde som at sove i en kiste.  Jeg overlevede dog heldigvis og hapsede også en masse flere billeder af udsigten søndag morgen, hvor der nu var lyst udenfor.

Se lige! Med Vejle Mølle og det hele.
Jeg boede i 10 år i en af boligblokkene lige under den høje antennemast midt i billedet oppe på bakken.

Om søndagen vandt Daniel semifinalen i turneringen, men tabte desværre i finale. En andenplads var dog også en skideflot placering, så jeg var en stolt snooker-wifey efterfølgende, selv om min bedre halvdel selvfølgelig var lidt skuffet over ikke at vinde det hele.

Som I nok kan høre, så var det meget specielt for mig at overnatte i Vejle mellem kampene. Efter jeg er flyttet fra byen, kommer jeg kun tilbage dertil, når vi besøger min fars familie. Der er det ofte kun korte visiter, hvor vi ikke køre ned i byen. Derfor var det en helt speciel oplevelse at sove på hotellet og vågne op til udsigten over byen, hvor jeg genkendte så mange af områderne, husene og gaderne.

Meget er ændret de seneste 10 år, og jeg husker alting en del anderledes, end det ser ud i dag. Alt virker meget mindre end jeg husker det, men sådan er det nok bare, når man især husker sin fødeby gennem barndommens minder. Og ja, så er jeg nok også bare blevet vant til større efter at være flyttet til København. Da jeg var barn i Vejle, var Hotel Australia det mest skyskraber- og downtown-agtige, jeg kunne forestille mig. Det er sjovt at tænke på nu.

Podcast-anbefaling: Happy Face

Billedresultat for happy face podcast

(Billedet er hapset her)

I går, da jeg lyttede til den danske true crime-podcast, Mørkeland, anbefalede de lytterne at tjekke den amerikanske podcast, Happy Face, ud. Jeg kastede mig straks over den og hørte alle 6 afsnit ud i én køre.

Podcasten handler om Melissa Moore, som i 1995 fandt ud af, at hendes far var seriemorder. Faderen, Keith Hunter Jesperson, blev i 90’erne kendt som The Happy Face Killer, og fik i 1996 en livstidsdom for at have slået 8 kvinder ihjel, selvom han faktisk selv hævdede, at han havde 185 liv på samvittigheden.

I podcasten fortæller Melissa Moore om sit forhold til faderen og om sin opvækst. Hun fortæller om, hvordan hun som helt lille så sin far som en superhelt, men at hun senere oplevede, hvordan han blandt andet slog katte ihjel på bestialsk vis og fortalte upassende detaljer om sit sexliv til hende.

Undervejs i afsnittene gennemgår hun mordene, hendes far begik, og møder blandt andet sønnen til et af ofrene. Hun fortæller også om, hvordan faderens handlinger har påvirket hende og om de hårde perioder, hun gennemgik i sine teenageår, både i forbindelse med faderens anholdelse og retssag, og da hun fandt ud af, at hun var blevet gravid i en alder af 15 år med sin teenage-kæreste.


Jeg fandt “Happy Face” enormt spændende og velproduceret. Så fængende, at jeg blev nødt til at høre alle afsnittene med det samme, selvom det betød, at min sengetid måtte rykkes nogle timer. Melissa Moores historie er en type, man sjældent hører. Ofte hører man om morderne og deres ugerninger, om ofrene eller om ofrenes efterladte. Det er sjældent, man hører om, hvordan familien til en forbryder eller morder tackler skammen og chokket over, at deres far/mor/barn/etc. har begået noget forfærdeligt.

Det må have krævet en stor portion mod for Melissa Moore at skildre sin barndommen og forholdet til faderen så ærligt, som hun gør i podcasten. Mange pårørende finder det nok nemmere at gemme sig og forsøge at fortrænge det skete, men hurra for, at folk som Melissa Moore bryder tavsheden!

Det er ikke kun i podcasten, Melissa Moore fortæller om sit liv og sine erfaringer. Hun har også skrevet to bøger, nemlig Shattered Silence: The Untold Stoty of a Serial Killer’s Daughter og Whole. Den sidstnævnte handler om at komme sig og leve videre, efter man har oplevet noget traumatisk. To bøger, jeg klart skal tjekke ud i den kommende tid.


 

Cali-tur 2018 – San Francisco

Okay, peeps. Det her indlæg har været læææænge undervejs. Selvom det er ved at være lang tid siden, vi var i Cali, så kommer der her endelig et indlæg om vores ophold i San Francisco.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så endte vi med at være sådan en lille smule trætte af det hele, da ferien var ved at være slut, men nu, hvor man sidder herhjemme i kedelige, regnfulde Danmark, så handlede utilfredsheden nok mest om, at vi var helt stopmætte af indtryk, fastfood, shopping, sightseeing, motorvejsture og alt det andet, vi mæskede os i San Francisco og Los Angeles. Og ja, så var jeg jo syg hele turen, hvilket jo altid er sjovest at være hjemme i sin egen seng. Så turen var ikke dårlig, den var måske bare lige en anelse i overkanten. Men sådan er det vel altid lidt med USA, er det ikke?

Det er lidt ligesom om, at man lige skal sluge sådan en tur og fordøje den, før man til sidst kan kreere et ordentligt skriv om hele oplevelsen. Jeg er virkelig en “all or nothing”-type, så når jeg kaster mig over et eller andet, så gør jeg det på den overdrevne måde, indtil jeg nærmest brækker mig. Så derfor var jeg nødt til lige at tage en lille pause fra alt, hvad der havde med vores tur at gøre, og ja, mere eller mindre alt, hvad der havde med Californien at gøre, fordi jeg simpelthen havde fået nok i denne omgang. Dermed ikke sagt, at vi ikke havde en helt fantastisk tur til USA, men det hele endte med at blive lidt for meget til sidst.

Nå, nok om det. Nu skal I fandme høre ALT om vores tur. For som jeg har nævnt før her på bloggen, så ved jeg jo, at folk ELSKER at høre ALT om ALT fra andre folks ferier og udskejelser omme på den anden side af jordkloden. Især alle navlepillerierne og “Æv, hvor var det synd for os, at det og det ikke lige var, som håbet” og “Øv, hvor spiste vi bare alt for meget lækkert og farligt fastfood”, og “Av, hvor brugte vi bare aaaalt for mange penge på alle mulige fede ting”. Som om de rejsende var tvunget til at æde, bruge penge og fede den ud over det hele.

Folk, der rejser, ELSKER jo også at fortælle ALT! Selv de helt små detaljer, hvor man nok skulle have været der for at værdsætte dem. Så derfor kommer der her et laaaaangt indlæg om vores oplevelser i San Francisco. HURRA!


Torsdag den 16. august til mandag den 20. august 2018 – San Francisco

Nå, men det hele startede ude i Kastrup Lufthavn. Vi havde booket turen gennem Finair, så vi fløj først til Finland, hvor vi mellemlandede i Helsinki og ventede en 4-5 timer, hvorefter vi sprang på flyet til San Francisco. Jeg er ikke særlig god til de her lange flyveture. Jeg kan aldrig sove, får ondt over det hele og er ved kvæle alle omkring mig, især når folk hoster ud over det hele, opfører sig som svin eller vælger at lægge sædet foran mig ned, så jeg står af flyet med blå mærker på knæene, fordi der bare var nul plads til mine lange stænger. Det skulle virkelig forbydes, at folk må lægge deres sæder ned, når der er folk bag dem. Jeg gør det aldrig selv, for det er simpelthen så møgtræls, når pladsen i forvejen er så trang.

Godt så! Så fik vi ligesom det på plads. Hov, glemte jeg lige at sige for 117. gang, at jeg selvfølgelig blev syg på turen over til USA, præcis som sidste år?

Nå, okay. Det havde jeg så nævnt mange gange. My bad… Ej, sådan er det jo bare. Der er mange baktusser i lufthavne og ombord på sådan et fly, folk sidder tæt, maden er tosset, og jeg stresser altid op til lange rejser. Så der er vel en god forklaring på, hvorfor jeg altid bliver syg, når jeg krydser Atlanten. Desværre varede det hele turen, plus en uge efter vi kom hjem, så det var en ordentlig omgang. Hoste, ondt i halsen og utilpashed, men det var heldigvis det hele værd. Hellere syg i Cali, end ikke at komme afsted. Selvom det er lidt træls, at jeg aldrig har været der i helt rask tilstand.

På vej fra Helsinki til San Francisco eller SFO, som det så fint hed på vores flybilletter, fløj vi hen over Grønland. Sikke et syn! Da vi nåede til Californien, lige inden vi landede, fløj vi også hen over en af de store skovbrande, der hærgede nord for San Francisco. Det så gakket ud fra luften med den sort-brune røg. Det var noget af en kontrast fra det kolde Grønland til de overophedede wildfires.

Vi havde egentlig planlagt, at vi skulle have besøgt Yosemite Nationalpark på vej fra San Francisco til Los Angeles, men det måtte vi ændre lige inden afrejsen, fordi dele af parken var lukket, også på grund af skovbrande. Det er trist, at disse brande er blevet et stigende problem i Californien over den seneste tid. Det er møgærgerligt for de mange, der er økonomisk afhængige af turister og besøgende, og som mister indtjening, fordi folk ombooker deres ture. For ikke at tale om alle dem, der mister hjem og kære i brandene…

Nå, men da vi landede i SFO’en, tog vi toget ind til byen, hvor vi havde booket et værelse på et hotel i Tenderloin-kvarteret på hjørnet af O’Farrell St og Jones St (se pink pil). Det lå under 200 meter fra et Hilton-hotel, så jeg havde ikke tænkt, at kvarteret ville være specielt problematiske. Når man kigger på Google Maps, så er der en masse spisesteder i kvarteret, og hotellet ligger ganske tæt på Union Square og den travle Market St med masser af shoppingmuligheder og i gåafstand til havnen, Pier 39 og Fisherman’s Wharf. Så hjemmefra lignede det det perfekte sted at tilbringe tiden i San Francisco. Hvis man altså kun kiggede på Google Maps, that is…

En rask lille Wikipedia-søgning ville have fortalt os, at området er fyldt med hjemløse og prostituerede, og at det er en af de bydele i San Francisco, der er mest plaget af kriminalitet, så som overfald, røverier og mord. Så Helene og Daniel har nu lært, at man skal huske at undersøge et storbyområde ordentligt, før man booker hotel der.

Vi overlevede heldigvis. Vi fik hverken stjålet noget, blev overfaldet eller slået ihjel. Vi tog dog også vores forholdsregler. Vi var hjemme på hotellet, før det blev mørkt hver aften, hvilket desværre betød, at vi ikke oplevede noget af SFO’ens natteliv. Vi passede også ekstra godt på vores lommer og tasker på gaden og gik kun via O’Farrell Street forbi Hilton-hotellet, når vi begav os afsted ud i byen. Den første dag, da vi gik fra hotellet, kom vi til at gå syd på af Jones St og endte nede midt i alt det grimme. Det fandt vi hurtigt ud af ikke at gøre igen.

Som I nok kan høre, så var det lige voldsomt nok for sådan nogle priviligerede, danske turister, der er vant til at leve et beskyttet og ufarligt liv i Danmark. Her var det ikke nok at have lært at klare sig på Amager. Vi var slet ikke streetwise nok til Tenderloin-kvarteret, så desværre lagde det lidt en dæmper på vores glæde over opholdet i byen, som vi ellers troede, var über-fed.

Men som sagt, vi overlevede og havde et dejligt ophold i byen. Den første dag gik vi fra morgenstunden ned til havnefronten, ad Market Street, med hver vores kop Starbucks-kaffe i hånden. Vejret var desværre so-so. Igen havde vi glemt at gøre vores research ordentligt hjemmefra og havde ikke fået med, at der ofte er meget tåget og overskyet i San Francisco om sommeren, og at det faktisk er september og oktober, hvor vejret er bedst. Det gjorde nu ikke så meget, for vi havde jo en masse dage i den sydligere del af Californien i vente, så vi tog vejret som en del af oplevelsen.

Da vi nåede ned til havnen, gik vi ind i noget, der hed Ferry Building Marketplace, hvor man kunne købe alt muligt lækkert. Frugt, kager og masser af delikatesser ud over det hele. Det var vældigt fint og hyggeligt derinde, og ja, så havde de gode toiletforhold. Det er generelt en af de gode ting ved USA. Eller i hvert fald ved de dele, vi har besøgt. Det er nemt at finde et offentligt toilet, og de har næsten altid de der papirdimser hængende, man kan lægge på toiletbrættet, inden man sætter sig. Sorry, for så triviel en detalje som denne, men det er altså rart med gode toiletforhold og gode muligheder for at vaske hænder, når det bliver nødvendigt. Jeg siger det bare! (… sagde brokrøven)

Vi bevægede os også ud på forskellige moler ved havnen. Vandet var virkeligt flot og ude for enden af molerne var der en fin udsigt til byen, hvor man kunne se tårne og højhuse rage op i horisonten. Det var også sjovt at kigge på pelikanerne og søløverne, der opholdte sig i havnen. Det bedste af det hele var, at de var der frivilligt. Siden 1989 har søløverne opholdt sig omkring Pier 39, hvor de boltrer sig i vandet, ligger og soler sig på de dertil indrettede pontoner og galer op. Det lyder virkeligt tosset, når de brøler.

Der var vel omkring en 200-300 stykker, da vi så dem, men der kommer åbenbart flere tusinder ind om året. Det er altså vildt. Tjek videoen ud her på min Instagram-side, hvis du vil se/høre søløverne (du skal lige bladre forbi de to første billeder, så kommer videoen).

Vi besøgte desværre ikke Alcatraz i denne omgang. Vi var simpelthen for sent ude, da vi ville bestille billetter. Det skal man gøre mindst en måned før, og det fik vi desværre ikke gjort. Det må blive en anden gang, men vi så øen på afstand fra havnen.

Pier 39, der er et meget turistet, men stadig hyggeligt butiks- og restaurantområde, kom vi forbi slikbutikken “The Candy Baron”, hvor de solgt karameller i løssalg med alle mulige og umulige smage. Jeg fik blandt anden en med sirup- og baconsmag, en med Pina Colada-smag og en med candyfloss-smag. Daniel fandt sig nogle cheesecake-smage, og så var alle glade.

Bagefter skulle vi have noget at spise, og jeg var simpelthen nødt til at prøve deres clam chowder, som var muslingesuppe serveret i et surdejsbrød. Det lyder umiddelbart klamt, men jeg var modig og eventyrlysten den dag, og det var heldigt, for det smagte rigtigt lækkert. Suppen var sådan lidt aspargessuppe-agtig og brødet var luftigt. Daniel hapsede en fish n’ chips og så kørte vi et par Bud Lights ned sammen med maden.

Da vi havde tanket vommen fuld, gik vi videre ud til Fisherman’s Wharf. Endnu et turistet souvenir- og restaurantområde, men her var også meget hyggeligt og charmerende, selvom der var lige lovligt mange mennesker. Vi kom forbi en hal, hvor der var udstillet en masse gamle spille- og mutoscope-maskiner, hvor man kunne se små film af blandt andet jordskælvet i San Francisco i 1906. Jeg måtte simpelthen prøve en spåkone-maskine, lidt ligesom den der Zoltan-maskine fra filmen “Big”, som jeg prøvede på Santa Monica Pier sidste år. Jeg elsker sådan noget gammelt lort.

Da vi havde fået nok af området ved havnen, gik vi ind mod downtown igen forbi Lombard Street, som er en meget stejl og snørklet vej, hvor bilerne holder i kø på toppen for at prøve at køre ned gennem hårnålesvingene. Vi gik op langs vejen ad en trappe, og da vi nåede toppen, var der en fin udsigt ud over byen med Oakland Bay Bridge i baggrunden. Den ligner ret meget Golden Gate Bridge, den er bare grå i stedet for rød og ikke nær så høj.

Mange af gaderne i San Francisco er enormt stejle. Faktisk så stejle, at Daniel blev nødt til at tage et billede af hældningen. Det sker yderst sjældent, at den mand tager sit kamera frem og hapser et billede af noget, så når det endelig sker, så ved man, at man har spottet noget specielt.

Som sagt var der enormt flot på toppen af de stejle veje. På billedet oven for til højre kan man ane Golden Gate Bridge i horisonten.

Selvom det havde været overskyet hele dagen og ikke specielt varmt ved havnen, så tittede solen frem oppe i højderne, og det krævede selvfølgelig en kold cola at bevæge sig hjemad mod hotellet. Vi fandt toppen af Jones Street, som vi så bevægede os ned ad til vores hotel. Her blev det virkelig klart for os, hvordan gaderne bliver mindre og mindre fine og mere og mere snuskede, jo længere man bevæger sig ned ad. På toppen lå alle de flotte og dyre huse med god udsigt. Vores hotel lå en del tværgående veje nede ad bakken, og det var sjovt at se, hvordan det hele ændrede sig, jo længe man kom ned.

Da vi var kommet godt tilbage på hotellet, opdagede vi, at vi begge var blevet solskoldede, trods de mange skyer. Jeg havde heldigvis husket solcremen i ansigtet og på arme, men mine lægge og bryst var helt røde, og Daniels havde fået sig en fin lille Trump-tan med røde kinder, næse og pande, og hvid solbrille-afmærkning. Så I kan ellers tro, at vi fik travlt med at klaske alt ind i solcreme resten af turen.

Om aftenen gik vi på Mel’s Diner og åd en ordentlig omgang amerikansk, klamt fastfood. Inden da var vi lige et smut i Target, hvor vi købte en billig dyne. Man er vel skandinaver med liv, der er for korte til nætter viklet ind i dumme lagner, der hverken giver varme, tyngde eller tryghed.

Fordi jeg, som nævnt, døjede med sygdom fra dag 1 i USA, tog vi den med ro lørdag og gik lidt rundt i byen og shoppede i Westfield og Target, og købte lidt lækkerier med tilbage på hotellet, som vi åd, mens vi spillede Scrabble og så skørt amerikansk fjernsyn. Jeg er helt tosset med alle de underlige M&M’s-varianter, de har. Især karamel og peanut butter var et hit. Og ja, så har de også alle mulige mystiske softdrinks. Den her sukkerfri sparkling water med cherry smagte sødere end de fleste sodavand, jeg har smagt herhjemme. Skørt og fascinerede på én og samme tid.

Og apropos skørt, så er det, der bliver sendt i amerikanske fjernsyn fandme noget mærkeligt noget. Der er jo reklamer konstant! Især deres medicin-reklamer, hvor 75% af tiden bruges på disclaimere og advarsler om, hvad der kan ske, hvis man tager den pågældende medicin. Derudover er der også en masse reklamer for advokater, der kan hjælpe dig med at få erstatning, hvis du har taget et eller andet medikament, som har ødelagt dit liv.

De er også meget glade for at reklamere for madsupplimenter, som direkte markedsføres som sundere end rigtigt mad. De havde eksempelvis et pulver, man blandede op med vand, som var meget mere nærende end fast føde. Og når de fortæller, hvad produkterne i deres TV Shop-indslag koster, så vises prisen i afdrag, eksempelvis 4 gange et eller andet beløb.

Uden at have undersøgt min påstand, så virker det virkelig ikke som om, at der er særligt skrappe regler for, hvad der er falsk markedsføring eller vildledning, når der laves reklamer USA. Bortset fra når det gælder bivirkninger ved medicin. Så SKAL alt nævnes på rekordtid.

Søndag var vi klar til at lege turister igen, så vi tog bussen ud til Golden Gate Bridge. Desværre var det megt tåget den dag, og vi så faktisk aldrig toppen af broen, men den var stadig flot, og det var sjovt at se den sådan tæt på i virkeligheden. Det er jo et af de der varetegn, man har set en milliard gange på billeder og i film.

Daniel lignede den dag “Unabomberen”, pakket ind i kastet, solbriller og hættebluse for ikke at blive mere solskoldet.

Da vi var færdige med at hapse billeder af broen, gik vi langs vandet ind til downtown igen. Vi fik gået mange kilometer i San Francisco, hvilket var et smart træk, da vi fra om mandagen havde booket en bil hos Avis, som vi kørte sydpå til Los Angeles i. Lossen er ikke rigtigt en gå-by, da der er meget langt imellem de forskellige områder. Så der kørte vi stort set rundt til alt, men mere om det senere.

I skal nemlig ikke snydes for den her fyr, som vi så på gaden dagen inden, vi drønede afsted sydpå. Han gik afsted på gaden foran os kun iført kasket, sokker og sko. Efter cirka et kvarter, hvor utallige mennesker havde grinet og taget billeder af ham, gik han ind til siden, sådan lidt skjult bag en mur og tog shorts og t-shirt op af hans lille håndtaske, som han så iførte sig og gik derefter videre. Det var fandme mærkeligt. Der blev SFO’ens farvel til os for denne gang. En bar røv på åben gade. Tak for det!

The end…

Stay tuned for mine næste indlæg om vores Californien-tur. Jeg lover, at jeg bryder resten op i flere korte indlæg. Det her blev lige en anelse for langt, men jeg har så meeeeeget at fortælle, ved I nok!

Bogforum 2018

I denne weekend er der BogForum i Bella Center, og det er et event, jeg hvert år ser frem til. Jeg tror, det er mit femte år på bogmessen. Jeg er især interesseret i de forskellige interviews med nuværende og tidligere drabschefer, advokater og lignende, som arbejder eller har arbejdet med forbrydelser og forbrydere. Jeg synes, det er interessant at få sat ansigt på de folk, man normalt kun ser citeret i artikler eller i nyhederne på TV, når der afholdes pressemøder på Politigården under verserende sager.

Det første interview jeg så i dag, foregik hos Politikens Forlag, hvor forfatter og journalist Stine Bolther talte med drabschef Jens Møller Jensen, som mange nok har set på tv, mens opklaringen af ubådssagen stod på. Han har netop udgivet bogen “Opklaret” i samarbejde med Stine Bolther.

Under interviewet talte de blandt andet om det tætte forhold, han har fået til Kim Walls forældre, og de svære udfordringer, politiet løb ind i under efterforskningen af den makabre sag.

Han fortalte også om andre sager, han har arbejdet på, blandt andet terrorsagen i København i 2015 og voldtægtssagerne på Østerbro samme år, hvor gerningsmanden faktisk blev anholdt dagen før skuddene faldt i Krudttønden.

Jens Møller Jensen fortalte videre om, at det er vigtigt, at politifolk sørger for at være hele mennesker, blandt andet ved at dyrke deres hobby i fritiden. For som han sagde, så kan man “ikke være noget for andre mennesker, uden at være noget for sig selv”. Når Jens Møller Jensen ikke jager forbrydere på jobbet, går han på jagt i naturen i stedet i sin fritid.

Hans fritidssyssel som jæger har også givet ham en god forståelse for politihundenes arbejde, som han især kunne trække på under ubådssagen, hvor politiet lånte specialtrænede sporhunde fra Sverige.

Bagefter gik jeg videre over til Lindhardt og Ringhofs Forlag, hvor efterforsker Bent Isager-Nielsen og retsmediciner Hans Petter Hougen fortalte om bogen “De 7 dødssynder”. Den indeholder samtaler imellem de to herrer, samlet og skrevet af Stine Bolther, som også her var med på scenen som interviewer.

Bogen er på bedste “Seven”-vis bygget op omkring den kristne tros syv dødssynder. Det er nemlig motiver som hovmod, griskhed, begær, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab, der kan være med til at forklare, hvorfor mennesker begår de værste forbrydelser.

Også her var der fokus på politifolk som hele mennesker. Det har nemlig været vigtigt for Isager-Nielsen og Hougen også at fortælle om deres egne tanker om de sager, der omtales i bogen, og om deres privatliv og forhold til familien, der i årenes løb nogle gange har måttet stå i baggrunden for politiarbejdet.

Samtalen på scenen faldt også på begrebet ondskab. “Findes der mennesker, der i bund og grund er onde?”, spurgte Stine Bolther.

Bent Isager-Nielsen forklarede, at mange mennesker, der begår de værste former for kriminalitet, ofte er drevet ud i situationer, hvor de er kommet til at gøre onde ting. I tidens løb har han dog måttet sande, at nogle mennesker bare er onde, fordi der ikke er andre forklaringer på deres gerninger.

Når det kommer til typer som Anders Breivik og nazisterne unden krigen, så handler det især om, at de får deres handlinger til at give mening i deres indre og derfor er i stand til at kunne leve med det, de har gjort.

Lidt senere gæstede Lone Theils scenen hos Ringhardt og Ringhof. Hun fortalte om sin nye bog “Heksedrengen”, der er tredje bind i serien om Nora Sand. Jeg er ret vild med podcast-serien “87 sekunder”, hvor Lone Theils fortæller om sit arbejde med bogen af samme navn, og hvor hun tager lytterne med ind i researchfaserne og i skriveprocessen. Lige noget for aspirerende forfattere, som er ude på at lure lidt tips og tricks af.

Som en lille sidebemærkning, så er hun også værd at følge på Instagram, hvor hun blandt andet poster billeder fra sit nybyggede “forfatterhus”.

Derefter gik anklager Anne Birgitte Strürup på scenen, hvor hun blev interviewet af psykiater og radiovært Peter Lund Madsen. Hun fortalte om bogen “På ofrenes side”, om sit arbejde for anklagermyndigheden og om nogle af de sager, hun har arbejdet med.

Især én af sagerne, hun nævnte, gjorde indtryk på mig, nemlig sagen om det 16-årige avisbud, der blev slået ihjel med en fastelavnskølle ved Lergravsparken i 2008. Tre unge mænd var en tidlig morgen kørt forbi avisbuddet og hans ven, der holdt pause på deres avisrute. De tre mænd mente åbenbart, at avisbuddet havde kigget provokerende på dem, så de stoppede bilen, hvorefter en af dem steg ud og slog avisbuddet i hovedet med en fastelavnskølle. Den 16-årige døde senere på Rigshospitalet af sine kvæstelser. Et totalt meningsløst mord, som blev begået meget tæt på der, hvor jeg bor i dag.


I morgen går det løs igen. Jeg glæder mig især til at høre Leonora Christina Skov og Katrine Engberg fortælle om deres forfatterskaber og nye bøger. Og så bliver det også sjovt at opleve Hella Joof på slap line. Hun var så hyggelig sidste år.

Update:

Nå, men der er åbenbart grænser for, hvor meget BogForum man orker på en weekend. Det endte med, at jeg valgte at blive hjemme lørdag og søndag og arbejde på min bog i stedet, da jeg alligvel pludselig syntes, at jeg havde oplevet rigeligt fredag og fået nok inspiration med hjem. Selvom jeg elsker BogForum, så er BogForum også meget BogForums-agtigt. Ustyrligt mange mennesker, utroligt mange indtryk, og ja, mange af forfatterne har jeg jo oplevet de andre år, så jeg har jo set giraffen et par gange nu.

Så i stedet glæder jeg mig til næste års BogForum, hvor jeg klart skal afsted igen! Tænkt sig, hvis man selv var blandt forfatterne til den tid?


Endelig!

Nå, så er jeg her igen. Og bloggen er oppe at køre igen. Hurra!

Der er sket en del på det sidste sådan rent mentalt for mig. Jeg har besluttet mig for at gå all-in på mit bogprojekt og arbejde fuldtid på bogen året ud. Det er noget, jeg altid har drømt om at gøre, men det har ikke rigtigt været en mulighed før nu. Takket være min bedre halvdel, og lidt konsulentarbejde hist og her, så kan det lade sig gøre de næste måneder frem, og det er jeg simpelthen ellevild over.

Frihed forpligter dog, så nu gælder det virkelig om for mig at hænge i og arbejde aktivt og effektivt hver dag i den kommende tid. Det har jeg lovet mig selv. Og der er som sådan også nok at se til.

Fordi jeg er “den hjemmegående” i mit og Daniels forhold, har jeg også påtaget mig de daglige pligter, så som rengøring, indkøb, tøjvask, osv. og det passer mig glimrende. Det er sjovt, for man hører så meget polemik om ligestilling, og i vores generation er det jo nærmest blevet ren kvindeundertrykkelse, hvis kvinden tager sig af de huslige pligter i hjemmet. Det er heller ikke fair, hvis begge parter arbejder uden for hjemmet, men som vi har indrette tingene herhjemme for tiden, fungerer det her virkelig optimalt for mig.

Jeg føler det som den største frihed i hele verden, at jeg lige nu har mulighed for at sidde foran min computer i mit hjem og arbejde, og så hist og her sætte en vask over, gå ned at handle i Netto 300 meter fra vores hoveddør eller en gang imellem løbe lejligheden igennem og skovle de værste tøjbunker og nullermænd ad vejen.

Jeg ved, at mit “skrivehi” ikke ville være en mulighed for alle, og jeg føler mig som verdens mest priviligerede, fordi min partner støtter op om min drøm om en dag at blive etableret forfatter og er med til at gøre det her muligt. Ej, okay, nu kommer det til at lyde som en eller anden dum takketale, men det er fandme vigtigt at være taknemmelig, når noget, man altid har drømt om, pludselig er muligt.

Nå, men hvad kommer der så til at ske her på bloggen, hva?

Jeg har besluttet mig for at blogge om skriveprocessen og bruge domænet her til at få afløb for de tanker, frustrationer, begejstringer og lignende, som jeg løber i de næste par måneder frem, mens jeg skriver min bog.

Jeg gør mig hver dag en milliard tanker omkring, hvordan jeg bedst formidler den historie, jeg er i gang med at fortælle. Når man skriver en historisk roman, så har man efter min mening pligt til at fremstille bogens aktører ordentligt og på den mest sandfærdige måde som muligt. Og det er altså ganske svært, skulle jeg lige hilse og sige…

Det er især svært, hvis man ikke kan finde detaljerede kilder og beskrivelser af de enkelte personer. Så skal man i gang med at tolke og endda digte, og så bliver man nødt til at gøre sig en række moralske og etiske tanker, samtidig med at man hele tiden skal holde sin vinkling og pointen med fremstillingen in mente.

Det, jeg finder sværest, er dialogerne og de indre tanker i karakterernes hoveder. For dem har jeg jo intet belæg for, når jeg skriver. Alle de sådan rent praktiske detaljer i historien, så som lokationer, datoer for velkendte begivenheder, osv. giver sig selv, men alle de ting, der ikke er skrevet ned, er de dele, der trækker tænder ud. Men det er jo også det, der gør det så sjovt og spændende at arbejde på sådan et projekt her.

Back from Cali

Som titlen antyder, så er vi hjemme i DK igen efter vores tur til Californien. Jeg fik desværre ikke blogget fra turen, som jeg ellers havde håbet på. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Jeg forsøgte en enkelt aften, men det blev ikke til noget.

Fandme om jeg ikke igen i år blev syg, lige da vi var ankommet til San Francisco. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, der går galt. Præcis som sidst år, da vi besøgte Los Angeles og Las Vegas, fik jeg ondt i halsen, blev snottet og ramt af en enerverende hoste, som jeg faktisk stadig døjer med her tre uger efter.

I år havde jeg ellers forsøgt at forebygge ved at tage vitaminer op til turen, stresse mindre og sørge for at undgå så mange bakterier som muligt i lufthavnene, ved ikke at røre ved for mange ting og ved at vaske og spritte mine hænder af så ofte som muligt. Ombord på flyveren havde jeg endda medbragt egen mad og vandflaske, og spiste ikke de ting, vi fik udleveret undervejs, som havde flest kalorier, tilsætningsstoffer og mest sukker. Det hjalp bare overhovedet ikke. Faktisk var sygdommen værre i år end sidste år. Så ja, på begge mine ture til Californien har jeg været syg.

Ellers havde vi en fantastisk tur. Desværre skuffede San Francisco en anelse, fordi vores hotel ikke var fantastisk. Det lå i et snusket kvarter, var dyrere end de andre ophold på turen og var i ringere stand end de andre hoteller. Vejret var heller ikke noget at råbe hurra for, men det blev heldigvis meget bedre, jo længere syd på, vi kom senere på turen. Lompoc og L.A. var fantastisk, men det fortæller jeg mere om i senere indlæg.

Det skete noget uventet på turen. Jeg fik faktisk nok af Cali og L.A. sådan generelt og begyndte at glæde mig til at komme hjem. Det skete ikke sidste år. I år havde jeg måske et par lidt mere kritiske briller på end sidste sommer, og der var mange ting, der både føltes mindre appellerende og i nogle tilfælde faktisk forargede mig.

Især skyggesiderne af storbyerne, så som hjemløshed, forurening, trafik og visse menneskers opførsel, prægede mit forhold til dén amerikanske drøm, jeg længe har gået og hygget mig med mentalt, når tingene har været trælse hjemme i Danmark. Jeg har længe gået og drømt om at flytte til Californien, allerhelst Los Angeles, men efter turen i år er det gået op for mig, at det ikke længere er drømmestedet for mig. Men også meget mere om det senere, hvor jeg vil skrive et indlæg om det ting, jeg bare elsker ved USA/Cali/Lossen, og de ting, jeg virkelig ikke bryder mig om.