Sommerferie i London

Daniel og jeg har netop været på en uges sommerferie i London. Vi boede i en studielejlighed i et kollegium i Bethnal Green, hvor der i sommerperioden udlejes værelser på hotel-manér, mens der ikke bor studerende i de pågældende lejligheder.

Vi vidste ikke på forhånd, at der var et lille køkken, køleskab og mikroovn på værelset, så det var en glædelig overraskelse for os. Vi sparede mange penge ved selv at lave morgenmad og sandwich-madpakker til at tage med ud i byen. Der var også en tagterrasse øverst i bygningen, hvor der var den fineste udsigt over Londons tage med højhusene i City of London i baggrunden. Der tilbragte vi mange aftener med Strongbow og øl, mens vi kiggede på solnedgangen.

London har en helt speciel plads i mit hjerte. Det var det sted, jeg besøgte, da jeg som 19-årig fløj for første gang, og ja, så har jeg besøgt byen flere gange, da verdens bedste @Askeida boede derovre.

Jeg bliver aldrig rigtigt træt af den by. Det er altid noget spændende at se, og selvom det i år var noget lignende 8. gang, jeg var derovre, så gjorde det mig som altid glad at se de kendte varetegn som The Gherkin, Tower Bridge, St. Paul’s Cathedral, London Eye og Parlamentet.

Jeg så også mit snit til at lokke Daniel med ud til 221b Baker Street, hvor vi besøgte butikken, der er tilknyttet Sherlock Holmes Museum. Jeg ville nemlig gerne havde noget Sherlock-relateret med hjem til at hænge op på væggen over mit skrivebord. Jeg fandt den fineste tegning af Arthur Conan Doyles karakterer med London i baggrunden.

Jeg er blevet gigastor fan af serien Sherlock på det sidste. Jeg hører soundtracket på repeat for tiden, når jeg skriver, og Daniel og jeg er snart igennem de sidste afsnit af seriens 4. og sidste sæson. Når vi er færdige, skal jeg se hele serien forfra, for vi så nemlig de første afsnit før, det for alvor gik op for mig, hvor awesome den serie egentlig er.

Derfor måtte vi også lige et smut ud forbi 187 North Gower Street nær Euston Station for at se det sted, der i Sherlock-serien forestiller 221b Baker Street, og hvor hoveddørscenerne er optaget. Det var sjovt, for der var en milliard mennesker ved museet i den virkelige Baker Street, mens der ved lejligheden fra serien kun var få andre turister. Speedy’s Café var der også i virkeligheden, og det hele føltes fantastisk autentist.

Mens vi vadede rundt i byen kom vi også tilfældigvis forbi Tube-stationen Strand Station ved Aldwych, som i dag er lukket og ikke bruges længere. Scenerne fra den forladte station nær Parlementet i afsnittet “The Empty Horse” i 3. sæson er faktisk filmet på Strand Station, så jeg var vældig begejstret for sådan at støde på nedgangen til stationen, uden at have søgt bevidst efter den.

Vi var også på en Jack The Ripper Walk i Whitechapel-området, som lå ret tæt på vores hotel. Jeg havde booket billetter hjemmefra, og det var meget informerende og spændende at se de virkelige lokationer for de skrækkelige hændelser dengang i 1888. Vores guide, Mick Priestley, var en dygtig historiefortæller. Han har sågar selv skrevet en bog om mordene i Whitechapel, og han vidste enormt meget om emnet.

Vi så blandt andet pubben Ten Bells, som to af ofrene besøgte, inden de blev myrdet. Den optræder også, sammen med kirken Christ Church, i filmen From Hell med Johnny Depp og Heather Graham, der netop handler om Jack The Ripper og offeret Mary Kelly.

Mordene skete i det område, hvor mange af bydelens nye, høje finansbygninger står i dag. Vi kom både forbi The Gherkin og The Walkie-Talkie, hvilket var en mærkelig kontrast til fortællingen om seriemorderen i det viktorianske Whitechapel, som dengang var et yderst fattigt og beskidt område.

Hvis man kender Daniel og mig ret, så ved man, at vi elsker at æde. Især når vi er på ferie. Et af de bedste måltider indtog vi på en lille restaurant ved Whitecross Station, der hed Kennedy’s, hvor vi fik superlækker “fish and chips” med dertilhørende Fuller’s London Pride-øl for mit vedkommende. Man falder let i turistfælden, når man bestiller “fish and chips” i London, men det her sted var godt. Billigt og lækkert. Det er altid et godt tegn, når lokale og forretningsfolk spiser frokost på en restaurant, tænker jeg, og det gjorde de her.

En anden dag tog vi i Chinatown i Soho og spiste på en kinesisk restaurant. Daniel har en ven, der er fra Hong Kong, og som har besøgt mange Chinatowns rundt om i verden. Han siger, at Chinatown i London er den bedste, han har besøgt, så vi tog ham på ordet og tjekkede området ud.

Vi spiste på Golden Dragon og var godt tilfredse. Der var supertravlt og servicen var en anelse mekanisk og forjaget, men maden smagte lækkert, og vi blev mere end mætte. Næste gang skal vi bestemt også prøve en eller flere restauranter i Chinatown. Det er et kæmpe område med masser af spændende spisesteder.

En af de ting, jeg var (og er) mest imponeret over ved London er blandingen af gamle og nye bygninger i gadebilledet. Jeg elsker kontrasten imellem nye byggerier og gamle varetegn, når de står hulter til bulter ind imellem hinanden. Det ser man rigtigt mange steder i London, især langs Themsen og i City of London.

Også ved siden af BBC-Sherlocks lejlighed i North Gower Street var der et moderne byggeri, hvilket passer så godt til Sherlock-seriens relation til Arthur Conan Doyles Sherlock-karakter. Nyt blandet med gammelt på bedste vis!

En af de sidste dage tog vi ud til Hampstead Heath, hvor vi kiggede på udsigten ind over London. Vi gik derefter op til Highgate Cemetery og videre til Camden. Se lige de farvede huse, som der var rigtigt mange af omkring Camden Town. Så fint!

Som en lille bonusinformation, så oplevede vi faktisk Englands varmeste dag nogensinde registreret (39 grader), mens vi var derovre. Der var stegende hedt på vores hotel og i undergrunden, men så var det jo heldigt, at vejret i den britiske hovedstad er lige så ustadigt som i lille Danmark, for et par dage senere måtte vi bøvle med regn og 17 grader, mens vi vadede rundt i byen.

Vi havde som sagt en fantastisk tur, og jeg glæder mig allerede til næste gang, vi vender tilbage til elskede London!

Øhyggeligt ophold på Agersø

Daniel og jeg har været så heldige at låne et sommerhus på Agersø, og der har vi tilbragt de sidste 5 dage med at hygge, gå lange ture, sole os om dagen, grille om aftenen i haven og se serien i sengen om aftenen. Jeg har også fået skrevet en del sider på min bog, hvilket bare er fantastisk. Tænk sig, at man sådan kan tage i sommerhus på en (næsten) øde ø, slappe af og få lavet en hel masse arbejde, uden det føles hårdt overhovedet!

I næste uge tager vi til London, hvor vi skal lege turister i en hel uge. Jeg har besøgt byen mange gange før, men det er første gang, jeg skal derover på ferie-måden og bo på hotel. Det glæder jeg mig vildt til, for jeg elsker simpelthen den by.

Nå, men tilbage til Agersø. Vi tager hjem i morgen, og det bliver nu også dejligt. Vi har begge fået ladet op på naturfronten, er solbrændte og desværre også fulde af myggestik på arme og ben. Det er lidt træls, men det er jo en del af charmen ved at opholde sig på landet. Vi kommer til at savne den grønne have med hyppige besøg fra naboens høns, haner og katte, og så kommer vi til at savne at ligge og dase i solen og læse. Men jeg savner også vores lejlighed og København, og det er jo godt, at man trods alt gerne vil hjem igen til sit eget, når man sådan er ude.

Jeg elsker, at hver gang, jeg er væk hjemmefra, føles det som om, alting falder på plads inde i mit hoved. Når jeg får mine vante omgivelser lidt på afstand, reflekterer jeg på en anden måde over min hverdag, og det gør, at jeg har nemmere ved at sætte ting i perspektiv og værdsætte, hvad jeg har. Det er det, jeg elsker ved at rejse og opholde sig andre steder. At savne hverdagslivet og glæde mig til at vende tilbage til det.

Min nye yndlingsmotion

Long time no blogindlæg, men her har I mig online igen. Selv tak. Jeg har haft en masse ting at se til offline, så bloggen har måttet stå lidt stille hen den seneste tid. Nu er tiden og lysten tilbage til at blogge, og det føles dejligt.

Noget andet, der også føles helt fantastisk er, at jeg endelig har fundet mig en motionsform, som jeg virkelig elsker. Jeg har altid været glad for at cykle lange ture for at stresse af, og sidste år købte jeg en mountainbike, så jeg rigtigt kunne komme på cykelture i naturen. Jeg fik ikke brugt den så meget, som jeg håbede sidste år, men det har jeg besluttet mig for at ændre på denne sommer. Så i dag cyklede jeg op ad Strandvejen, ligesom jeg har gjort så mange gange før, men denne gang besluttede jeg mig for at bevæge mig ind på flere skovstien, end jeg plejer. Og det var skidesjovt og hårdt og udfordrende, men mest af alt fantastisk!

Jeg mærkede faktisk en snært af den der følelse, jeg husker fra barndommen, når jeg cyklede ud på eventyr i det kvarter, vi boede i. Selvom jeg hver dag cyklede rundt på det samme område på maksimalt en kvadratkilometer, mens jeg ventede på, min storebror skulle komme hjem fra skole, så føltes det som om, at hele verden lå for mine føder og alt var nyt og spændende hver evigt eneste dag. Sådan havde jeg det også i dag, da jeg cyklede i Dyrehaven. Det var sjovt og anderledes og superfedt.

Jeg var helt kvæstet, da jeg vendte næsen hjemad. Turen endte også med at blive 50 km i alt, så det var uden tvivl en god omgang motion, jeg udsatte kroppen for i dag. Det sjove er, at jeg faktisk slet ikke får ondt i benene, når jeg cykler så langt. Det er ryggen og lænden, det går værst ud over, fordi jeg bruger en del kræfter på at holde mig ordentligt oprejst, når jeg cykler afsted. Så det er bare med at hænge i og komme afsted noget oftere, så jeg kan få bygget min krop stærk igen.

Så nu ved jeg det. Det er simpelthen mountainbike-ture i skoven, der er min nye yndlingsmotionsform. Godt, jeg fandt ud af det i dag. Og nåeh ja! Da jeg cyklede afsted ud mod Skodsborg, kom jeg forbi et skilt, hvor der stod “Frederik VII’s grotte”. Den havde jeg aldrig set før, så den måtte jeg lige tjekke ud. Så man lærer også nyt, når man er afsted på den måde. Hurra!

Narkoheste og nyt, grimt fængsel

Det er den 1. april i dag, og som traditionen er her i Danmark, så har medierne, ministerier, forbund og så videre været ude i dag med en masse aprilsnare. Nogle selvfølgelig bedre og sjovere end andre. Jeg faldt over disse to, som jeg fandt ret så sjove.

Politiets aprilsnar om narkoheste

Åh altså! Den her er sjov, synes jeg. Især detaljen om, hvordan man opdagede, at hestene havde næse for hash, da de havde “et markant ændret reaktionsmønster” under træning i nærheden af Christiania. Eller denne passage til sidst i opslaget:

“Bliv derfor ikke overrasket, hvis du fremover møder et 650 kilo tung og 1,70 meter højt muskelbundt med en virrende hestemule, der er i færd med at afsøge en lastbil eller en sending kufferter, når du krydser grænsen til Danmark eller lander i en dansk lufthavn efter en god ferie.”

Smart, med en af de harmløse aprilsnare af slagsen, hvor man som sådan ikke går ind og blander sig særligt meget i en specifik politisk debat. Godt gået af en seriøs og vigtig myndighed, synes jeg, og dejligt, at der også er tid og plads til et humoristisk bidrag fra deres side. 

Fængselsforbundets aprilsnar om et nyt, grimt fængsel på Amager Fælled

Den her er også i topklasse. Fordi den kommer fra Fængselsforbundet, er det ok, at den blander sig i politiske debatter og går ind, og rusker båden lidt. Jeg synes blandt andet især, at detaljen om, at det er Bjarke Ingels Group, der skal stå for opførelsen af et grimt fængsel, og at Claus Meyer skal stå for maden, fordi han har stor erfaring med myrer og andre spiselige insekter, er fantastisk.

“Det glæder den kendte kok: ”Nu hvor pengene ikke bliver spildt på kunst til væggene, er der jo penge til at hyre en som mig,” siger Claus Meyer…”

Og det er også skidesjovt, at fængslet skal ligge på Amager Fælled, da der jo har været så meget polemik omkring at bygge på den del af Amager. Aprilsnaren her rammer plet på så mange punkter, synes jeg. Vi bygger et grimt fængsel midt i Amager Fælled (laaangt fra Falster og hvor der er masser af plads lige midt i hovedstaden), bruger ikke penge på kunst, men ansætter en kendt kok og bruger en kendt arkitekt til projektet, så vi er sikre på, det bliver grimt nok. Og så skal de indsatte spise myrer og andre insekter, i stedet for at købe ind og lave bøf bearnaise selv. Desuden bliver fængslet robotstyret, så der kun bliver brug for fængselsbetjente ved modtagelsen:

”Ligesom i de nye fuldautomatiske parkeringshuse, skal politiet blot aflevere fangerne ved porten, så bliver de automatisk placeret på ledige celler. Det hele er robotstyret,” fortæller arkitekten henrykt.

Igen, cadeua til Fængselsforbundet for at finde på så genial en aprilsnar!

Du kan læse hele aprilsnaren som pressemeddelelse her.

Hvilke aprilsnar-artikler synes du, var de bedste i år? 

Vores lille pelsven er død

Det skete noget rigtigt trist i tirsdags. Efter vi havde spist aftensmad, og vi var i gang med at rydde bordet for tomme tallerkner og gryder, lagde Daniel mærke til, at vores lille hamster, Numsekatten, lå meget stille i sit gennemsigtige plasticrør i sit bur. Jeg brægede en eller anden dum kommentar ude fra køkkenet om, at den nok var død, mens Daniel åbnede buret og forsøgte at prikke til det stakkels, lille dyr.

Der skete ikke noget. Den bevægede sig ikke. Jeg kom til og forsøgte at lirke lidt til røret, men der skete stadig intet. Normalt kom Numsekatten hurtigt på benene og begyndte at plage efter melorm, når vi rumsterede ved buret, men denne gang var der ingen reaktion. Og så var det, at jeg opdagede, at det lille kræ slet ikke havde rørt de mange melorm, jeg havde drysset ned til den aftenen før, da jeg gav den mad og vand inden sengetid.

Hvis Numsekatten ikke havde spist alle sine melorme rub og stub, så var der noget galt. Det var vi begge klar over, så vi kiggede ængsteligt på hinanden, og jeg stak en finger ind i røret og prikkede lidt hårdere til den lille pelsklump. Ingen reaktion. Nu stod det klar for os begge. Der var noget galt.

“Den kan da ikke være død”, sagde jeg vantro til Daniel. “Jeg kiggede til den, inden jeg gik ud ved middagstid. Der lå den bare og sov, og jeg kunne se, at den trak vejret, fordi dens mave bevægede sig…”.

“Jeg tror altså, den er død”, svarede Daniel stille.

Og det var den desværre. Ikke engang 2 år gammel, selvom det vist er gennemsnitsalderen for en dværghamster. Vi var rystede. Også selvom vi begge var klar over, at sådan en lille fyr ikke lever for evigt, og at vi kun havde den på lånt tid. Men holdt kæft, hvor var det trist at finde sit lille kæledyr helt livløs på den måde.

Og det føles stadig trist, at den ikke er der til at rumstere rundt i sit bur, og at der ikke er nogen, der skal have frisk vand og melorm, inden vi andre går til køjs længere. Det er utroligt, at man kan blive så glad for sådan en lillebitte pelsting, der jo egentlig bare lå og så sød ud og sov hele dagen. Det var jo hverken en hund, en kat, en hest eller et mennesker. Bare en lille, fjollet numsekat. Men hold kæft, hvor vi savner den nu.

Hvil i fred, lille pelsfyr. Du var det bedste kæledyr i hele verden!