Hvordan det hele startede

En lille Helene ved mindestenen i 1990 og en stor Helene ved stenen i 2014

En gang i 1989 sad jeg i sofaen sammen med min mor. Hun læste avis, og jeg så sikkert et eller andet bøvet børneprogram på en af de tyske satellit-kanaler. Det kunne også meget vel have været show-wrestling, who knows.

Pludselig faldt min mor over en artikel, som hun fortalte min far om. Det var åbenbart 100 år siden, at en svensk løjtnant havde skudt en cirkusprinsesse og sig selv ude i en skov på Tåsinge. I anledningen af 100-årsdagen bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om “kærlighedsdramaet”, som det blev kaldt.

Min mor og far blev enige om, at det da kunne være spændende at køre en tur til Tåsinge og se det lokale museums udstilling om Elvira og Sixten, og bagefter tage en tur ud i Nørreskoven på øen og finde det sted, hvor de to blev fundet døde dengang i 1889.

Jeg forstod ikke særligt meget af historien. Kun at vi skulle ud at køre tur, og at vi skulle på museum. Jeg var et underligt barn. Jeg elskede museer og elskede at kigge på gamle ting og sager og høre min mor fortælle historier om gamle dage. Så jeg var på, selvom jeg kun var 5 år gammel.

Og ja, set i retroperspektiv var jeg nok en anelse for lille til at få fortalt den historie om løjtnanten og cirkusprinsessen, der “skød hinanden”, som jeg kaldte det dengang. Min mor fortalte mig historien overordnet og uden detaljer, men jeg havde selvfølgelig en milliard spørgsmål, som min mor slet ikke kunne svare på.

Jeg kan huske brudstykker, fra da vi besøgte Tåsinge for første gang. Min mor havde lånt en bog på biblioteket (Henrik Jansens bog om emnet), og der var et kort i, hvor ligenes findested var markeret. Desværre var kortets anvisninger forkerte (det var den første version af bogen, hvor krydset på kortet er sat forkert), men det vidste mine forældre ikke, så vi endte med at rode rundt ude i Nørreskoven i alt for lang tid uden at finde mindestenen. På et tidspunkt fandt vi et lille dyrekranie, nok fra en hjort, som jeg blev hunderæd for. Jeg husker stadig synet af det lille skelethoved, og da vi kom hjem, og jeg skulle sove, var jeg helt umulig og skulle have lys tændt på mit værelse, i gangen og alle vegne.

Nogle dage efter kørte vi tilbage til Tåsinge, hvor vi spurgte om vej til mindestenen på museet ved Bregninge Kirke, og derefter fandt vi så endelig stedet ude i skoven. Min mor købte også en bog på museet (Poul Erik Møller Pedersens bog i 1989-udgaven). Der var nogle billeder af Elvira og Sixten, og dem kiggede jeg fascineret på hele vejen hjem i bilen.

Ja, jeg var som sagt et underligt barn, men den her oplevelse de to dage på Tåsinge mærkede mig åbenbart for livet. Jeg var SÅ fascineret af Elvira Madigan og SÅ bange for den skydegale Sixten Sparre. Jeg elskede at kigge på billeder af Elvira i bogen, og min mormor indspillede Dræsinebandens sang “Elvira og Sixten” på kassettebånd til mig, og den lyttede jeg til mange, mange gange. Om aftenen, når jeg så kom i seng, var jeg hunderæd og skulle have lys tændt, ellers nægtede jeg at ligge i sengen alene. Mine forældre vidste sikkert ikke deres levende råd og må også mange gange have fortrudt nogensinde at have taget mig med på den tur til Tåsinge.

1990 versus 2014 – der er sket lidt med gravstedet i tidens løb…

Året efter i 1990 lejede mine forældre et sommerhus på Langeland, hvor vi igen tog på udflugt til mindestenen i Nørreskoven, så gravstedet på Landet Kirkegård og besøgte udstillingen på Tåsinge Skipperhjem og Folkemindesamling, som det hed dengang. Med garanti efter en masse plageri fra min side (6 år gammel og allerede en kæmpenørd, drevet af skrækken og fascinationen!). Jeg nægtede selvfølgelig at sove alene under hele sommerhusopholdet. Enten luskede jeg ind på min storebrors værelse og sov i hans fodende, eller også spurtede jeg ind til min mor og sov hos hende. Det krævede ekstra mod at gå ind til hende, fordi mine forældres værelse lå længere nede ad gangen i sommerhuset, end min brors gjorde.

Min storebror og jeg på skovstien i 1989 – Og så stod jeg der igen i 2014.

Jeg har efterfølgende besøgt de ovennævnte steder mange gange siden 1990. Jeg har mange historier at fortælle om min fascination af Elvira Madigan og Sixtens Sparre. Jeg har besøgt Anders Enevig og hans kone i forbindelse med et interview på journaliststudiet. Jeg har fået lov til selv at rode i effekterne, som findes på Svendborg Museum, blandt andet originale billeder (selvfølgelig iført hvide stofhandsker). Og så sent som lige nu, sidder jeg i tårnværelset på Hotel Ærø i Svendborg og skriver dette blogindlæg. Det var øjensynligt i tårnværelset på Hotel Svendborg, som det hed dengang, at Elvira og Sixten boede tilbage i 1889, inden de tog til Tåsinge og døde.

Så ja, min fascination af emnet er kun blevet vildere og vildere med årene. Jeg er nu i gang med at skrive en historisk roman, som handler om Elvira og Sixten, klunketiden og mordet og selvmordet i Nørreskoven, som jeg vælger at kategorisere det som nu (IKKE fælles selvmord), men det er en anden og meget lang snak, som vi kommer til at tage på bloggen her senere.

Egentlig vil jeg lige skyde et kæmpe tak ind til min forældre her i slutningen af indlægget. Selvom de præsterede at ødelægge min nattesøvn fuldstændigt i mange år ved at slæbe mig med ud i den skov i en al for ung alder, så har de også plantet det mest vanvittige frø i mig, som med tiden er spiret til en nærmest fanatisk fascination af Elvira Madigan og den samtid, hun levede i. Det skal de have tak for, for hvis det ikke var for deres engagement dengang i 1989, så havde jeg ikke oplevet alle de mange spændende ting, som fascinationen har bragt med sig.

Ser jeg lidt betuttet ud på dette billede? Så var det smart, at man var afsted med en næbet storebror, der ikke var bange for noget som helst, og som elskede at drille mig med, at Sixten Sparre garanteret havde sagt “Jeg hatar Elvira Madigan” dengang i 1889, inden han skød hende. Ganske upassende egentligt… Jeg husker stadig min bror sidde på bagsædet af bilen og skrige det på fordansket, gebrokken svensk. Dengang blev jeg skidesur på ham. Nu er det et tosset barndomsminde, jeg ikke kan lade være med at smile af i dag.

Skriv en kommentar