Cyberspace-research i den gamle læsesal

Som jeg nævnte i indlægget om Den Sorte Diamant, så er jeg ret glad for det sted. Især den gamle læsesal. Der er simpelthen så fin en stemning og atmosfære, og jeg føler nærmest hver gang, jeg sætter mig ved et af de gamle skriveborde, at jeg forsvinder ind i en eller anden form for tidslomme. Det er ganske inspirerende, når man skriver på en historisk roman.


I går, da jeg sad og gennemgik forskellige avisartikler fra sommeren 1889, kom jeg til at tænke på noget pudsigt. Da jeg første gang dykkede ned i de gamle artikler fra Elvira Madigan og Sixten Sparres tid, foregik det på det dengang helt nybyggede Kolding Bibliotek. Det har nok været omkring år 2007, og jeg havde nogle dage forinden bestilt artiklerne på mikrofilm og kunne så bladre dem igennem på en form for skærm, hvor man så kunne tage print af det, man gerne ville have med hjem. En ret langsommelig og besværlig proces.

I går, da jeg sad og læste de gamle artikler, foregik det jo i den gamle læsesal på diamanten, men online på computeren, hvor jeg uden besvær kunne søge mig frem til de artikler, jeg skulle bruge, og meget bekvemt downloade dem til min computer, så jeg kunne gemme dem til senere brug.

Og så var det, det slog mig, hvor paradoksalt det føltes, at jeg dengang i 2007 sad i topmoderne omgivelser og baksede med forældet teknologi, og så i går, 12 år senere, sad jeg der i den gamle læsesals møblement fra 1906 og fandt, hvad jeg skulle bruge i cyberspace på min egen bærbar. Længe leve internettet og digitalisering af gamle dokumenter og kilder, siger jeg bare!

Det er for resten vildt smart, at de gamle artikler nu er tilgængelige online. På Mediestream kan du nemlig få online adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af aviser, radio- og tv-indslag og reklamefilm. Ifølge sitet blev 35 millioner avissider fra Statens Avissamling digitaliseret i perioden 2014-2017 og kan nu læses og downloades direkte på din egen computer. Ikke noget med ventetid efter du har bestilt materialet, gamle mikrofilm eller drilske printere.

Selvom du slet ikke behøver at forvilde dig ned i den gamle læsesal, så kan det klart anbefales, hvis du, som jeg, elsker den autentiske research-stemning og over hundrede år gammelt inventar. For så skal du klart smutte derned. Der er skidehyggeligt!

Skriv en kommentar