Øhyggeligt ophold på Agersø

Daniel og jeg har været så heldige at låne et sommerhus på Agersø, og der har vi tilbragt de sidste 5 dage med at hygge, gå lange ture, sole os om dagen, grille om aftenen i haven og se serier i sengen om aftenen. Jeg har også fået skrevet en del sider på min bog, hvilket bare er fantastisk. Tænk sig, at man sådan kan tage i sommerhus på en (næsten) øde ø, slappe af og få lavet en hel masse arbejde, uden det føles hårdt overhovedet!

I næste uge tager vi til London, hvor vi skal lege turister i en hel uge. Jeg har besøgt byen mange gange før, men det er første gang, jeg skal derover på ferie-måden og bo på hotel. Det glæder jeg mig vildt til, for jeg elsker simpelthen den by.

Nå, men tilbage til Agersø. Vi tager hjem i morgen, og det bliver nu også dejligt. Vi har begge fået ladet op på naturfronten, er solbrændte og desværre også fulde af myggestik på arme og ben. Det er lidt træls, men det er jo en del af charmen ved at opholde sig på landet. Vi kommer til at savne den grønne have med hyppige besøg fra naboens høns, haner og katte, og så kommer vi til at savne at ligge og dase i solen og læse. Men jeg savner også vores lejlighed og København, og det er jo godt, at man trods alt gerne vil hjem igen til sit eget, når man sådan er ude.

Jeg elsker, at hver gang, jeg er væk hjemmefra, føles det som om, alting falder på plads inde i mit hoved. Når jeg får mine vante omgivelser lidt på afstand, reflekterer jeg på en anden måde over min hverdag, og det gør, at jeg har nemmere ved at sætte ting i perspektiv og værdsætte, hvad jeg har. Det er det, jeg elsker ved at rejse og opholde sig andre steder. At savne hverdagslivet og glæde mig til at vende tilbage til det.

Kategorier Hygge

Skriv en kommentar