Om at snyde hjernen med musik

Nogle dage er det sværere end andre at fokusere og få taget hul på dagens arbejde for mit vedkommende. Det har taget mig lang tid at finde den rette måde at tvinge min hjerne til at fokusere på bogskriveriet, og det univers min historie foregår i, men inden for det sidste års tid, har jeg fundet ud af, hvor meget musik rent faktisk betyder for min sindsstemning. Der er vel som sådan ikke noget usædvanligt ved det, for det er sikkert samme tilfælde for de fleste andre mennesker. Jeg er bare blevet ekstra opmærksom på det efter, det er gået op for mig, at det rent faktisk virke for mig, når jeg skal tune ind på mit bogprojekt.

Så lad mig præsentere det magiske stykke musik, der gang på gang vækker min kreativitet og flytter mit fokus direkte ind i min bogs univers:

Stykket kaldes også meget passende kaldet “Elvira Madigan”, da det blev brugt som underlægningsmusik i Bo Widerbergs film af samme navn fra 1967. Ganske uoriginalt forbinder jeg tonerne så meget med det univers og de karakterer, jeg skriver om, at min hjerne nu har lært, at lige så snart den hører dette stykke, skal den tænke fokuseret på min historie. Det har naturligvis krævet lidt tilvænning, men nu virker det stort set hver gang. Og det skøre er, at jeg aldrig bliver træt af stykket, selvom jeg nu nok i skrivende stund har hørt det over 1 milliard gange (sådan rundt regnet).

Er det ikke bare fantastisk, at en sådan manipulering med hjernen virker så effektivt? Og har du et stykke musik, der virker på dig, når du vil i en specifik sindsstemning?

Skriv en kommentar