Altankontor og tanker om at skrive historisk roman

Mit hjemmekontor på altanen i dag…

I dag besluttede jeg mig for at blive hjemme og arbejde. Det er et fantastisk vejr, og da jeg i går eftermiddags gjorde vores altan ren og sommerklar, så lokkede det altså at sidde og arbejde i solen.

Jeg er en bleg og sart type, så jeg skal passe på, når jeg opholder mig for længe i solen. Så det er påsmurt et tykt lag solcreme, iført sweatshirt og gemt under en parasol, at jeg sidder og arbejder i solen… men hvor er det bare lækkert, at foråret endelig er her!

Jeg gennemgik i sidste uge mit arkiv med de ting, jeg har arbejdet på i årenes løb i forhold til bogen, og der faldt jeg over en tidslinje, jeg har stykket sammen ud fra al den litteratur, jeg har læst om Elvira og Sixten. Så i dag har jeg gennemgået denne tidslinje igen-igen og er nu i gang med at plotte alle de vigtige historiske begivenheder og episoder fra karakterernes fortid, som jeg ikke må glemme at få med, ind i mit manus.

Man skal holde tungen lige i munden, når man vælger at skrive ud fra begivenheder, der har fundet sted i virkeligheden. Jeg vil jo gerne have alt så faktuelt korrekt som muligt, og samtidig er det også vigtigt for mig, at de passager, jeg “digter” mig frem til, stemmer så meget overens med virkeligheden som overhovedet muligt. Det kræver virkelig mange gennemgange af kilder og litteratur samtidig med, at man jo er nødt til at træffe selvstændige valg, når passager ikke støttes op af kilder. Det er svært, men også utroligt sjovt og udfordrende, synes jeg.

Og ja, så er det også vigtigt, at man ikke bare lirer fakta af og gengiver historien uden kant, for den skal jo også fange og være interessant for læseren. De skal kunne leve sig ind i handlingen og ind i karakterernes virkelighed og bevæggrunde. Jeg tænker, at identifikation er en rigtig vigtig del af læseoplevelsen, for det er nemlig det, jeg selv går mest op i, når jeg læser eller lytter til en bog. At jeg kan identificere mig med hovedpersonerne og forstår, hvorfor de handler og føler, som de gør.

Vores lille pelsven er død

Det skete noget rigtigt trist i tirsdags. Efter vi havde spist aftensmad, og vi var i gang med at rydde bordet for tomme tallerkner og gryder, lagde Daniel mærke til, at vores lille hamster, Numsekatten, lå meget stille i sit gennemsigtige plasticrør i sit bur. Jeg brægede en eller anden dum kommentar ude fra køkkenet om, at den nok var død, mens Daniel åbnede buret og forsøgte at prikke til det stakkels, lille dyr.

Der skete ikke noget. Den bevægede sig ikke. Jeg kom til og forsøgte at lirke lidt til røret, men der skete stadig intet. Normalt kom Numsekatten hurtigt på benene og begyndte at plage efter melorm, når vi rumsterede ved buret, men denne gang var der ingen reaktion. Og så var det, at jeg opdagede, at det lille kræ slet ikke havde rørt de mange melorm, jeg havde drysset ned til den aftenen før, da jeg gav den mad og vand inden sengetid.

Hvis Numsekatten ikke havde spist alle sine melorme rub og stub, så var der noget galt. Det var vi begge klar over, så vi kiggede ængsteligt på hinanden, og jeg stak en finger ind i røret og prikkede lidt hårdere til den lille pelsklump. Ingen reaktion. Nu stod det klar for os begge. Der var noget galt.

“Den kan da ikke være død”, sagde jeg vantro til Daniel. “Jeg kiggede til den, inden jeg gik ud ved middagstid. Der lå den bare og sov, og jeg kunne se, at den trak vejret, fordi dens mave bevægede sig…”.

“Jeg tror altså, den er død”, svarede Daniel stille.

Og det var den desværre. Ikke engang 2 år gammel, selvom det vist er gennemsnitsalderen for en dværghamster. Vi var rystede. Også selvom vi begge var klar over, at sådan en lille fyr ikke lever for evigt, og at vi kun havde den på lånt tid. Men holdt kæft, hvor var det trist at finde sit lille kæledyr helt livløs på den måde.

Og det føles stadig trist, at den ikke er der til at rumstere rundt i sit bur, og at der ikke er nogen, der skal have frisk vand og melorm, inden vi andre går til køjs længere. Det er utroligt, at man kan blive så glad for sådan en lillebitte pelsting, der jo egentlig bare lå og så sød ud og sov hele dagen. Det var jo hverken en hund, en kat, en hest eller et mennesker. Bare en lille, fjollet numsekat. Men hold kæft, hvor vi savner den nu.

Hvil i fred, lille pelsfyr. Du var det bedste kæledyr i hele verden!