Huset på 5th Helena Drive (part 1)

I dag skal I høre om et crush, jeg har haft kørende i maaaange år nu. Vel omkring 10 år, hvis det overhovedet kan gøre det. Det er hverken på Daniel, en fræk kendis eller en anden skabning af menneskelig art. Det er faktisk slet ikke på noget levende væsen. Det er på et hus. Et meget specielt et af slagsen, nemlig det hus i Los Angeles, Marilyn Monroe levede sine sidste dage i, og hvor hun blev fundet død i august 1962.

Det lyder måske lidt underligt sådan at crushe på et hus, men det har jeg altså gjort i mange år nu. På den der måde, hvor jeg bliver helt glad nede i maven, når jeg ser billeder af det, og hvor jeg kan sidde og obsesse over det i timevis og lede efter billeder og information om det online, som jeg ikke tidligere er stødt på.

Jeg kan godt høre, at det måske lyder lidt sygt at have sådan et forhold til et hus. Endda et, hvor et menneske, man er kæmpefan af, døde i. Enten af egen fri vilje, ved et uheld eller slået ihjel af andre. Men sagen er den, at det her hus er gået hen og er blevet et symbol på min kærlighed til Los Angeles og the Hollywood lifestyle.

Det er desværre en kærlighedsaffære, der kun kan ende ulykkelig for mit vedkommende. Jeg kan drømme om mit crush og kigge på billeder af det. Ja, jeg har sågar opsøgt det i virkeligheden af flere omgange på mine rejser til L.A. og set på det på afstand. På stalker-måden. Men mere bliver det jo aldrig til. Jeg kommer aldrig til at bo i det hus, og det knuser faktisk lidt mit hjerte. På den fjollede måde naturligvis, men der er seriøst ikke noget sted i hele verden, jeg hellere ville bo, end i det hus. Hvem der bare havde de godt 50 millioner kroner, det hus koster i dag…

Nå. Idioti til side. Lad mig præsentere jer for vidunderet. Jeg har tyvstjålet billederne neden for fra ejendomsmægleren Lisa Opticons webside. Det ved jeg godt, man ikke må, men det fortæller vel også lidt om, hvor forelsket jeg er i det her hus. Jeg er åbenbart villig til at begå lyssky handlinger for det… Nå, men se her:

01.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Først et billede forfra… Dette er den eneste udgave af mit crush, som jeg har set i virkeligheden.
Og det gav mig stadig hjertebanken…
5th_Helena-2.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Eller hov, det er faktisk lyv. Jeg så en gang også lidt af hoveddøren ved siden af den enlige blomsterkrukke nær skorstenen, gennem indgangsporten, der den dag stod åben. Det fortæller jeg mere om i et senere indlæg…
02.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Og til sidst bagfra. Et syn, der for mig stadig blot er noget, jeg har set online. Men sådan ser det altså ud i husets baghave. Med swimmingpool og hele pivtøjet. Det er ikke et særligt prængende Hollywood-hus, men jeg synes alligevel, at det er helt perfekt!
04.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Og her swimmingpoolen og resten af haven fra en anden vinkel.
09.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Huset er lige så fantastisk indeni. Tjek lige køkkenet her ud. Det er blevet lavet om, siden Marilyn boede i huset. Dengang var det meget mindre og i en helt anden stil. Se den gamle plantegning her.
06.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Og her har vi så stuen, som man træder ind i fra hoveddøren.
10.jpg
(photo by Lisa Opticon)

Og sidste, men ikke mindst, soveværelset, Marilyn blev fundet død i.

Hvis I vil, kan I se endnu flere billeder af huset her. Billederne oven for fra Lisa Opticons webside er fra, da huset sidst var til salg i 2017. I kan også læse mere om huset sådan rent praktisk her.

Og nu, hvor jeg alligevel er i gang med at hapse billeder andre steder fra, så får I også lige et lille billede af huset oppe fra fra Google maps:

Som en lille bonus-information, så boede skuespiller Ewan McGregor i huset ved siden af, indtil han blev skilt fra sin ekskone i 2017 (dét med tilsvarende orange-røde tagsten på billedet). Også skuespilleren Naomi Watts har et hus i nabolaget. Alt dette vidste jeg slet ikke, da jeg besøgte området sidst i august 2018.

Sidst, men ikke mindst, er der også lige lidt guf til dem, der har lyst til at dykke lidt mere ned i husets relation til Marilyn. Hun boede faktisk kun på adressen få måneder, inden hun døde. Det var dog her, hun blev fundet død, og det er det, huset er kendt for offentligt. På denne webside kan du finde en masse information om, hvordan huset så ud dengang i 1962 og hvilke ændringer, der er foretaget siden. Scott Fortner, som er en ivrig samler af Marilyn Monroe-relaterede ting og sager, og som driver websiden, besøgte huset under en fremvisning i 2010, og det har han skrevet en række indlæg om med masser af billeder og oplysninger. Dem kan du læse her:

The Marilyn Monroe Collection – My Tour Of Marilyn’s Last Home

The Marilyn Monroe Collection – Cursum Perficio – The Series: Part 1, The House & Groounds

The Marilyn Monroe Collection – Cursum Perficio – The Series: More Photos Of The Property

The Marilyn Monroe Collection – Cursum Perficio – The Series: Part 2, The Inside Of The House

The Marilyn Monroe Collection – Cursum Perficio – The Series: Part 3, Marilyn’s Bedroom

Der er også skrevet en fantastisk bog af Gary Vitacco-Robles, der handler om den sidste periode af Marilyns liv, mens hun boede i huset, og som beskriver husets historie, og hvordan det var mening, Marilyn ville indrette sig og dekorere huset, hvilket hun desværre aldrig nåede. Jeg har læst bogen maaange gange og er glad for at have den som fast inventar i min bogreol.

Måske undrer I jer over, at ordene “Cursum Perficio” optræder så mange steder i relation til huset? Det skyldes, at der foran hoveddøren findes en lille flise med denne påskrift. Flisens oprindelse er ikke kendt, men den var der også, da Marilyn købte huset i 1962. “Cursum Perficio” betyder sådan cirka “my journey is over”, hvilket jo blev ret rammende for Marilyns skæbne i huset.

Dette bliver ikke det sidste indlæg, jeg skriver om huset på 5th Helena Drive. Så er I advaret! Jeg har jo slet ikke fortalt om mine MEGET spændende besøg, hvor jeg blandt andet så den tidligere ejer flytte ud af huset i 2017, eller da jeg i 2018 blev overrasket midt i mit glaneri, da den store port pludselig åbnede sig og de nuværende ejere kørte fra adressen i en af deres store biler. Og så har jeg jo heller ikke rigtigt fået forklaret endnu, hvorfor det her lille, ret så uanseelige, men frygteligt dyre hus i Brentwood, Los Angeles, rocker min sokker så voldsomt, at jeg gider sidde og erklære min ulykkelige kærlighed til det online, linke til alle mulige sider og afsløre, hvor stalker-agtigt jeg kan opføre mig (dog på den modererede måde!), når noget virkelig hujer mig. Så stay tuned!

Cyberspace-research i den gamle læsesal

Som jeg nævnte i indlægget om Den Sorte Diamant, så er jeg ret glad for det sted. Især den gamle læsesal. Der er simpelthen så fin en stemning og atmosfære, og jeg føler nærmest hver gang, jeg sætter mig ved et af de gamle skriveborde, at jeg forsvinder ind i en eller anden form for tidslomme. Det er ganske inspirerende, når man skriver på en historisk roman.


I går, da jeg sad og gennemgik forskellige avisartikler fra sommeren 1889, kom jeg til at tænke på noget pudsigt. Da jeg første gang dykkede ned i de gamle artikler fra Elvira Madigan og Sixten Sparres tid, foregik det på det dengang helt nybyggede Kolding Bibliotek. Det har nok været omkring år 2007, og jeg havde nogle dage forinden bestilt artiklerne på mikrofilm og kunne så bladre dem igennem på en form for skærm, hvor man så kunne tage print af det, man gerne ville have med hjem. En ret langsommelig og besværlig proces.

I går, da jeg sad og læste de gamle artikler, foregik det jo i den gamle læsesal på diamanten, men online på computeren, hvor jeg uden besvær kunne søge mig frem til de artikler, jeg skulle bruge, og meget bekvemt downloade dem til min computer, så jeg kunne gemme dem til senere brug.

Og så var det, det slog mig, hvor paradoksalt det føltes, at jeg dengang i 2007 sad i topmoderne omgivelser og baksede med forældet teknologi, og så i går, 12 år senere, sad jeg der i den gamle læsesals møblement fra 1906 og fandt, hvad jeg skulle bruge i cyberspace på min egen bærbar. Længe leve internettet og digitalisering af gamle dokumenter og kilder, siger jeg bare!

Det er for resten vildt smart, at de gamle artikler nu er tilgængelige online. På Mediestream kan du nemlig få online adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af aviser, radio- og tv-indslag og reklamefilm. Ifølge sitet blev 35 millioner avissider fra Statens Avissamling digitaliseret i perioden 2014-2017 og kan nu læses og downloades direkte på din egen computer. Ikke noget med ventetid efter du har bestilt materialet, gamle mikrofilm eller drilske printere.

Selvom du slet ikke behøver at forvilde dig ned i den gamle læsesal, så kan det klart anbefales, hvis du, som jeg, elsker den autentiske research-stemning og over hundrede år gammelt inventar. For så skal du klart smutte derned. Der er skidehyggeligt!