Deutschland

Så er Rammstein tilbage med en ny sang. Daniel gjorde mig for et øjeblik siden opmærksom på, at sangen nu er ude, og jeg måtte straks ind på Spotify og lytte til den og selvfølgelig også straks se musikvideoen. Rammstein er kendt for at lave vilde og kontroversielle videoer til deres musik, og de skuffer bestemt heller ikke denne gang.

Jeg kan naturligvis godt forstå, hvis folk nogle gange føler sig stødt over deres musik og videoer, men når man ser forbi alt det grafiske og rent faktisk lytter til teksten, så har de fleste af deres sange et vigtigt budskab. Rammstein er ironiens mestre, og det kræver, at man lige kigger og lytter en ekstra gang, før man fatter, hvad det hele går ud på. Det er derfor, de nok er mit ultimative yndlingsband. De laver rigtigt nok provokerende og både lydmæssigt og grafisk voldsomt musik og videoer, men der er altid en idé og et budskab bag.

Jeg synes, Rammsteins nye sang og video er enormt godt skruet sammen og meget rammende. Måske især fordi, jeg netop havde lyttet til et podcast-afsnit af Hjernemadsen, hvor han talte om blandt andet ondskab, og hvordan det er muligt at forføre andre mennesker til at gøre slemme ting, ved at forklare dem igen og igen, at der et et større og bedre formål bag de grimme handlinger, de skal udføre. I afsnittet nævnte han netop nazisterne og Andens Verdenskrig.

Jeg kunne tale meget og længe om, hvor meget symbolik og hvor mange referencer til Rammsteins tidligere sange og videoer, der er i denne nye video. Tag bare den dominerende kvindefigur i skikkelse af en engel med bandet på knæ foran sig, Tills afhuggede hoved med hanekammen, munkene der æder sauerkraut og pølse-agtige ting af damens krop, fødslen af de seks pelsede hunde. Og symbolikken i kvindeskikkelsen, Germania, portrætteret af den mørke skuespiller, Ruby Commey, i rullestolen til sidst i videoen, der skydes ud i rummet i en kiste (ala Snehvides i “Sonne”). Der er masser af fantastiske referencer og symbolik.

Hvis du kan tysk, er det værd at tjekke sangens Wikipedia-side ud her for information om tilblivelsen og eksempler på, hvordan især videoen har fået en meget blandet modtagelse.

Rammstein udgiver for øvrigt et nyt album den 17. maj, og jeg glæder mig som et lille barn. Der er ikke kommet noget nyt album fra dem siden 2009, så det er læææææænge ventet. De har udgivet et par nye sange hist og her, men ikke et helt album. Så det bliver helt raket. Hvis resten af deres nye album minder om Deutschland, så lover det virkelig godt!

Og fik jeg sagt, at Daniel og jeg skal til koncert med Rammstein i Parken til sommer? Det bliver AWESOME!

Jeg har vundet en bog!

Nåeh, hva? Så så man lige mig deltage i en konkurrence hos True Crime Agency og vinde Jacob Buch-Jepsens bog “Jeg som anklager”, som er skrevet i samarbejde med Stine Bolther. Den udkommer her den 29. marts, og jeg glæder mig virkelig til at få fingre i den.

Jeg deltager normalt aldrig i konkurrencer, men da jeg kiggede True Crime Agencys nyhedsbrev igennem den anden dag og så konkurrencen i bunden af mailen, tænkte jeg, at jeg da lige ville give det et forsøg. Og det var dæleme da godt, at jeg gjorde det, for jeg vandt. Hurra!

Jeg kan for resten klart anbefale at melde sig til True Crime Agencys nyhedsbrev og tjekke deres podcast af samme navn ud, hvis man, som jeg, er glad for dansk true crime. Det er nemlig hos True Crime Agency, at mange af de kendte nuværende og tidligere politifolk, retsmedicinere og advokater, som man ofte ser i medierne, er tilknyttet som foredragsholdere.

Sammen med Randy Thybo er bureauet stiftet af Stine Bolther, der har været ghostwriter på bøger af blandt andre Ove Dahl, Kurt Kragh, Jens Møller Jensen og seneste Jacob Buch-Jepsens. Der er masser af spændende information at finde på agenturets hjemmeside, og også podcast-afsnittene giver et godt indblik i foredragsholdernes viden og erfaringer, og små smagsprøver på deres bøger og foredrag.

Btw. Det er altså ikke bare fordi, jeg har vundet en bog, at jeg taler så varmt om True Crime Agency. Jeg har længe haft et indlæg om foretagendet liggende på tegnebrættet, da jeg har lyttet interesseret med på deres podcasts og er vild med de bøger, Stine Bolther her været med til at skrive. Creme de la creme af dansk true crime! Så er det sagt…