Om at snyde hjernen med musik

Nogle dage er det sværere end andre at fokusere og få taget hul på dagens arbejde for mit vedkommende. Det har taget mig lang tid at finde den rette måde at tvinge min hjerne til at fokusere på bogskriveriet, og det univers min historie foregår i, men inden for det sidste års tid, har jeg fundet ud af, hvor meget musik rent faktisk betyder for min sindsstemning. Der er vel som sådan ikke noget usædvanligt ved det, for det er sikkert samme tilfælde for de fleste andre mennesker. Jeg er bare blevet ekstra opmærksom på det efter, det er gået op for mig, at det rent faktisk virke for mig, når jeg skal tune ind på mit bogprojekt.

Så lad mig præsentere det magiske stykke musik, der gang på gang vækker min kreativitet og flytter mit fokus direkte ind i min bogs univers:

Stykket kaldes også meget passende kaldet “Elvira Madigan”, da det blev brugt som underlægningsmusik i Bo Widerbergs film af samme navn fra 1967. Ganske uoriginalt forbinder jeg tonerne så meget med det univers og de karakterer, jeg skriver om, at min hjerne nu har lært, at lige så snart den hører dette stykke, skal den tænke fokuseret på min historie. Det har naturligvis krævet lidt tilvænning, men nu virker det stort set hver gang. Og det skøre er, at jeg aldrig bliver træt af stykket, selvom jeg nu nok i skrivende stund har hørt det over 1 milliard gange (sådan rundt regnet).

Er det ikke bare fantastisk, at en sådan manipulering med hjernen virker så effektivt? Og har du et stykke musik, der virker på dig, når du vil i en specifik sindsstemning?

Cyberspace-research i den gamle læsesal

Mit yndlingsskrivested uden for hjemmet er uden tvivl Den Sorte Diamant. Især den gamle læsesal er mit favoritsted at arbejde. Der er simpelthen så fin en stemning og atmosfære, og jeg føler nærmest hver gang, jeg sætter mig ved et af de gamle skriveborde, at jeg forsvinder ind i en eller anden form for tidslomme. Det er ganske inspirerende, når man skriver på en historisk roman.

I går, da jeg sad og gennemgik forskellige avisartikler fra sommeren 1889, kom jeg til at tænke på noget pudsigt. Da jeg første gang dykkede ned i de gamle artikler fra Elvira Madigan og Sixten Sparres tid, foregik det på det dengang helt nybyggede Kolding Bibliotek. Det har nok været omkring år 2007, og jeg havde nogle dage forinden bestilt artiklerne på mikrofilm og kunne så bladre dem igennem på en form for skærm, hvor man så kunne tage print af det, man gerne ville have med hjem. En ret langsommelig og besværlig proces.

I går, da jeg sad og læste de gamle artikler, foregik det jo i den gamle læsesal på diamanten, men online på computeren, hvor jeg uden besvær kunne søge mig frem til de artikler, jeg skulle bruge, og meget bekvemt downloade dem til min computer, så jeg kunne gemme dem til senere brug.

Og så var det, det slog mig, hvor paradoksalt det føltes, at jeg dengang i 2007 sad i topmoderne omgivelser og baksede med forældet teknologi, og så i går, 12 år senere, sad jeg der i den gamle læsesals møblement fra 1906 og fandt, hvad jeg skulle bruge i cyberspace på min egen bærbar. Længe leve internettet og digitalisering af gamle dokumenter og kilder, siger jeg bare!

Det er for resten vildt smart, at de gamle artikler nu er tilgængelige online. På Mediestream kan du nemlig få online adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af aviser, radio- og tv-indslag og reklamefilm. Ifølge sitet blev 35 millioner avissider fra Statens Avissamling digitaliseret i perioden 2014-2017 og kan nu læses og downloades direkte på din egen computer. Ikke noget med ventetid efter du har bestilt materialet, gamle mikrofilm eller drilske printere.

Selvom du slet ikke behøver at forvilde dig ned i den gamle læsesal, så kan det klart anbefales, hvis du, som jeg, elsker den autentiske research-stemning og over hundrede år gammelt inventar. For så skal du klart smutte derned. Der er skidehyggeligt!

Hvordan det hele startede

En lille Helene ved mindestenen i 1990 og en stor Helene ved stenen i 2014

En gang i 1989 sad jeg i sofaen sammen med min mor. Hun læste avis, og jeg så sikkert et eller andet bøvet børneprogram på en af de tyske satellit-kanaler. Det kunne også meget vel have været show-wrestling, who knows.

Pludselig faldt min mor over en artikel, som hun fortalte min far om. Det var åbenbart 100 år siden, at en svensk løjtnant havde skudt en cirkusprinsesse og sig selv ude i en skov på Tåsinge. I anledningen af 100-årsdagen bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om “kærlighedsdramaet”, som det blev kaldt.

Min mor og far blev enige om, at det da kunne være spændende at køre en tur til Tåsinge og se det lokale museums udstilling om Elvira og Sixten, og bagefter tage en tur ud i Nørreskoven på øen og finde det sted, hvor de to blev fundet døde dengang i 1889.

Jeg forstod ikke særligt meget af historien. Kun at vi skulle ud at køre tur, og at vi skulle på museum. Jeg var et underligt barn. Jeg elskede museer og elskede at kigge på gamle ting og sager og høre min mor fortælle historier om gamle dage. Så jeg var på, selvom jeg kun var 5 år gammel.

Og ja, set i retroperspektiv var jeg nok en anelse for lille til at få fortalt den historie om løjtnanten og cirkusprinsessen, der “skød hinanden”, som jeg kaldte det dengang. Min mor fortalte mig historien overordnet og uden detaljer, men jeg havde selvfølgelig en milliard spørgsmål, som min mor slet ikke kunne svare på.

Jeg kan huske brudstykker, fra da vi besøgte Tåsinge for første gang. Min mor havde lånt en bog på biblioteket (Henrik Jansens bog om emnet), og der var et kort i, hvor ligenes findested var markeret. Desværre var kortets anvisninger forkerte (det var den første version af bogen, hvor krydset på kortet er sat forkert), men det vidste mine forældre ikke, så vi endte med at rode rundt ude i Nørreskoven i alt for lang tid uden at finde mindestenen. På et tidspunkt fandt vi et lille dyrekranie, nok fra en hjort, som jeg blev hunderæd for. Jeg husker stadig synet af det lille skelethoved, og da vi kom hjem, og jeg skulle sove, var jeg helt umulig og skulle have lys tændt på mit værelse, i gangen og alle vegne.

Nogle dage efter kørte vi tilbage til Tåsinge, hvor vi spurgte om vej til mindestenen på museet ved Bregninge Kirke, og derefter fandt vi så endelig stedet ude i skoven. Min mor købte også en bog på museet (Poul Erik Møller Pedersens bog i 1989-udgaven). Der var nogle billeder af Elvira og Sixten, og dem kiggede jeg fascineret på hele vejen hjem i bilen.

Ja, jeg var som sagt et underligt barn, men den her oplevelse de to dage på Tåsinge mærkede mig åbenbart for livet. Jeg var SÅ fascineret af Elvira Madigan og SÅ bange for den skydegale Sixten Sparre. Jeg elskede at kigge på billeder af Elvira i bogen, og min mormor indspillede Dræsinebandens sang “Elvira og Sixten” på kassettebånd til mig, og den lyttede jeg til mange, mange gange. Om aftenen, når jeg så kom i seng, var jeg hunderæd og skulle have lys tændt, ellers nægtede jeg at ligge i sengen alene. Mine forældre vidste sikkert ikke deres levende råd og må også mange gange have fortrudt nogensinde at have taget mig med på den tur til Tåsinge.

1990 versus 2014 – der er sket lidt med gravstedet i tidens løb…

Året efter i 1990 lejede mine forældre et sommerhus på Langeland, hvor vi igen tog på udflugt til mindestenen i Nørreskoven, så gravstedet på Landet Kirkegård og besøgte udstillingen på Tåsinge Skipperhjem og Folkemindesamling, som det hed dengang. Med garanti efter en masse plageri fra min side (6 år gammel og allerede en kæmpenørd, drevet af skrækken og fascinationen!). Jeg nægtede selvfølgelig at sove alene under hele sommerhusopholdet. Enten luskede jeg ind på min storebrors værelse og sov i hans fodende, eller også spurtede jeg ind til min mor og sov hos hende. Det krævede ekstra mod at gå ind til hende, fordi mine forældres værelse lå længere nede ad gangen i sommerhuset, end min brors gjorde.

Min storebror og jeg på skovstien i 1989 – Og så stod jeg der igen i 2014.

Jeg har efterfølgende besøgt de ovennævnte steder mange gange siden 1990. Jeg har mange historier at fortælle om min fascination af Elvira Madigan og Sixtens Sparre. Jeg har besøgt Anders Enevig og hans kone i forbindelse med et interview på journaliststudiet. Jeg har fået lov til selv at rode i effekterne, som findes på Svendborg Museum, blandt andet originale billeder (selvfølgelig iført hvide stofhandsker). Og så sent som lige nu, sidder jeg i tårnværelset på Hotel Ærø i Svendborg og skriver dette blogindlæg. Det var øjensynligt i tårnværelset på Hotel Svendborg, som det hed dengang, at Elvira og Sixten boede tilbage i 1889, inden de tog til Tåsinge og døde.

Så ja, min fascination af emnet er kun blevet vildere og vildere med årene. Jeg er nu i gang med at skrive en historisk roman, som handler om Elvira og Sixten, klunketiden og mordet og selvmordet i Nørreskoven, som jeg vælger at kategorisere det som nu (IKKE fælles selvmord), men det er en anden og meget lang snak, som vi kommer til at tage på bloggen her senere.

Egentlig vil jeg lige skyde et kæmpe tak ind til min forældre her i slutningen af indlægget. Selvom de præsterede at ødelægge min nattesøvn fuldstændigt i mange år ved at slæbe mig med ud i den skov i en al for ung alder, så har de også plantet det mest vanvittige frø i mig, som med tiden er spiret til en nærmest fanatisk fascination af Elvira Madigan og den samtid, hun levede i. Det skal de have tak for, for hvis det ikke var for deres engagement dengang i 1989, så havde jeg ikke oplevet alle de mange spændende ting, som fascinationen har bragt med sig.

Ser jeg lidt betuttet ud på dette billede? Så var det smart, at man var afsted med en næbet storebror, der ikke var bange for noget som helst, og som elskede at drille mig med, at Sixten Sparre garanteret havde sagt “Jeg hatar Elvira Madigan” dengang i 1889, inden han skød hende. Ganske upassende egentligt… Jeg husker stadig min bror sidde på bagsædet af bilen og skrige det på fordansket, gebrokken svensk. Dengang blev jeg skidesur på ham. Nu er det et tosset barndomsminde, jeg ikke kan lade være med at smile af i dag.