Nu er julefreden ved at sænke sig

Efter en lang dag med 2 x familiebesøg, indkøb og hovedrengøring har jeg endelig klappet benene op og placeret mig i lænestolen for lige at få styr på de sidste mails inden julen.

Vi har et begivenhedsrigt program foran os de næste dage. I morgen kommer Daniels familie til julemiddag hos os, Juleaften holder vi på Fyn, og så tager vi videre til stor familiejulefrokost i Jylland 2. Juledag. Det bliver dejligt at se familien de næste dage, og nu, hvor alt det praktiske er på plads, kan jeg endelig mærke, at julefreden er ved at sænke sig.

Selvom det meste af dagen i morgen kommer til at foregå i køkkenet ved gryderne, så bliver det altså hyggeligt. Jeg kan godt lide at lave mad, mens jeg lytter til podcast eller en lydbog, så det ser jeg faktisk frem til. Jeg skal også lige have presset en tur i træningscentret ind i løbet af dagen i morgen, så jeg er klar til at smovse en masse julemad de næste dage.

Jeg havde min sidste dag inden jul på Diamanten i torsdags, og det føltes faktisk lidt som at gå på juleferie fra ens arbejdsplads, da jeg gik derfra. Det var også en lidt underlig fornemmelse at efterlade mine hovedpersoner der, hvor jeg er nået til i handlingen i min bog. De kommer jo til at ligge stille præcis der i nogle dage, inden jeg skriver videre. Det bliver nok først i det nye år. Heldigvis forlod jeg historien et af de hyggeligste og bedste steder i handlingen, så det er en rar fornemmelse, at de netop venter på mig der, og at det er der, jeg skal forsætte, når jeg vender tilbage til skriveriet.

Det lyder garanteret lettere vanvittig, når jeg skriver sådan, men man danner sig jo et eller andet forhold til sine karakterer, og jeg kan ikke lade være med imellem mine skrivesessioner at gå og tænke på, hvad der videre skal ske i bogen, og hvilke følelser, mine karakterer lige nu har i historien. Jeg kan forestille mig, at det er en meget almindelig tilgang til dét at opfinde og skrive historier, men det er alligevel lidt underligt og sjovt at tænke på.

Nå, men glædelig jul derude! Jeg håber, I får nogle dejlige dage med jeres nære og kære 🙂